Lobenberg: Das Weingut von Oscar Alegre und Eva Valganon liegt in Fonzaleche, einem der Dörfer im nordwestlichsten Teil der Rioja, schon fast in der Region Burgos gelegen. Oscar Alegre war zehn Jahre der Export Manager bei Alvaro Palacios und arbeitet nun für Telmo Rodriguez, Eva Valganon ist studierte Önologin. Alegre Valganon ist ihr kleines Familienprojekt. Wir haben hier im Norden komplexe Böden aus Sandstein, Lehm und Kalkstein. Das meiste in minimaler Auflage, aber mit maximalem Qualitätsansatz. Von Anfang an gab es hier hohe Punkte aller international anerkannten Kritiker. Der Rioja Blanco ist Rebsorten-technisch ganz klassisch, also immer über 80% Viura und der Rest Garnacha Blanca und andere autochthone Rebsorten. Das Flaschendesign (Vina Tondonia stand Pate?) und ebenso der Inhalt sind aber fernab vom modernen Rioja-Mainstream. Wir haben hier keinen überbordenden Holzeinfluss, sondern eine total spannende Fruchtanmutung. Alles spontan vergoren, zum Teil auf der Schale, deutliche Phenolik, das gibt Struktur zur Stütze der Frucht. Salzzitrone, Salzmandel, etwas Pistazie, feiner Rauch, etwas Bienenwachs, vielschichtig und charakterstark wie die richtig guten Weine aus der Viura werden können. Man denkt sofort an Tondonia Reserva und 20 Jahre Alterungspotenzial, toller feiner Bittermandelzug. Im Mund eine Salz-Implosion, wow, hat das Teil einen mineralischen Unterbau mit grandiosem, mundwässerndem Säurezug. Wieder die strukturgebende Schaligkeit, einen grandiosen Rahmen gebend. Auch hier viel Salzzitrone und Rauchmandel, Macadamia-Nuss, angetrocknete Quitte, insgesamt ist die Frucht aber eher zurückgenommen und die steinigen, salzigen Komponenten sind neben der Phenolik ganz vorne. Ein bisschen wie frische Austern mit einem Schuss Zitrone, nur viel trockener und griffiger mit strukturgebendem Bitterstoff im Mund. Schöne Länge, diese Rauchmandel-Salzkomponente zieht sich lange hintenraus, schiebt immer wieder nach und fordert den nächsten Schluck. Genialer weißer Rioja, mit dieser einmaligen Salzigkeit und mineralischen Würze, dazu diese leicht nussig-oxidativen Elemente, das ist einmalig. Erinnert fast ein bisschen an vulkanische Inselweine von den Kanaren, Azoren oder Santorini in dieser Art. Oder eben Tondonia, der Wein ist ein Wanderer zwischen den Welten und erheblich erwachsener als man erwartet. Wo sind die eingelegten Sardellen, wenn man sie braucht?! Oder der alte Manchego? Iberico ginge auch...fast groß!
Vinteren 2022 til 2023 bragte endelig det, vi ofte har haft for lidt af i de senere år: Regn. Takket være masser af regn blev vandreserverne endelig fyldt godt op efter det alt for tørre 2022, hvilket gav vinstokkene en vital start på foråret. Næsten ingen frostskader og paradisisk vejr ledsagede en fantastisk spirende og blomstrende periode, der fik vinbøndernes hjerter til at slå hurtigere. Dette blev efterfulgt af det, vi allerede er blevet vant til - med undtagelse af 2021: en varm og (for) tør sommer. Som i det foregående år var der en vis tørkestress på de mest golde steder. Men de ældre vinstokke kom uskadte og meget sunde gennem den provencalske forsommer takket være den rigelige vinternedbør. Ikke desto mindre kunne 2023 have været en moderat katastrofe, hvis tørken havde varet indtil høsten, men det var den solbeskinnede august måned af alle måneder, der vendte tingene, da det var den mest regnfulde august i lang tid. Fra begyndelsen/midten af september - lige i tide til høsten - vendte vejret igen mange steder og vendte tilbage til solrige, varme og tørre forhold. De køligere nætter gav mulighed for en meget aromatisk modning, som gav 2023 denne enorme frugtstyrke og kølige glans. Faktisk så druerne nogle steder ud, som om de kom fra en anden planet: gyldengule i farven, meget modne og fulde af fyldig energi og saft. Om 2023 virkelig bliver årtusindernes år, står selvfølgelig stadig skrevet i stjernerne, men tegnene er mere end storslåede ... det er den mest fascinerende årgang i de senere år af flere grunde. Intet tidligere år har været så "solrigt" OG så "vådt" på samme tid i vækstsæsonen. Så det er ikke noget rent (vin)mirakel, at 2023 er denne vidunderlige smagsblanding mellem de aromatiske, tætte 2018'ere og 2019'ere og de hurtige, kølige 2012'ere og 2013'ere. Varm, fyldig citrusfrugt uden ende, fra grapefrugt til kvæde, alt er der - og under det hele denne spændende spyt-turbo. Vinene har mere tæthed end i 2020, mere modenhed end i 2021 og mere smidighed end i 2022 - og derfor kan jeg bedre lide Riesling-årgangen end dens forgængere indtil videre. 2023 kan samle både 2021 Riesling-freaks og fans af den rundere 2018 op. Det unikke ved 2023 Riesling ligger i akkorden af imponerende tæthed, som sjældent virker tung, krystalklar terroirkarakter og et drikkeflow til guderne. Vinstokkenes større vandtilgængelighed har givet mange vine et "flow", som det er svært at sætte ord på. De bedste er så rige og smidige, men alligevel aldrig fede eller overvældende, altid glade og saftige. Især i direkte sammenligning med den fenolisk fastere og noget mere sparsomme 2022 fra året før er dette et kvantespring med hensyn til tidlig drikkelighed og gourmetfaktor. Jeg kan sagtens forestille mig, at 2023 vil forblive åben og tilgængelig i lang tid, selv med de store vine. Det giver potentielt årgangen et stort drikkevindue, for takket være de lave pH-værdier og den gode balance er det bestemt også en årgang til kælderen. Når de er på toppen, er 2023'erne buddhistiske rieslinger. Ingen af de sidste tre årgange har haft et så harmonisk helhedsbillede af udtryksfuld frugt, fløjlsagtig tekstur og perfekt moden syre. 2023 flyder simpelthen - ren hedonisme!
