Elektra er ikke en Veltliner, hvor man skal lede efter »peber« og klassisk sortetypiskhed. Og netop det er pointen her. Den stammer fra gamle vinstokke fra de kølige, ekstremt kalkrige Joiser-lokaliteter Lindauer og Altenberg, er spontangæret og har ligget længe på fuld gær. Martin Nittnaus bruger her Grüner Veltliner snarere som en fortolker af jorden end som en aromatisk druesort. Resultatet ligger et sted mellem Veltliner, naturvin og et kalkholdigt terroir-udtryk, alt sammen forbløffende præcist. Næsen er i første omgang virkelig fin, præget af let bitterhed og en delikat reduktion. Fin grøn æble, kvædeskal og limezest, dertil et strejf af humle, fennikelgrønt og friske engurter. Et strejf af gær og lidt malt ligger i baggrunden, men slet ikke bredt eller gærsødt. Hvide blomster, en smule lys eksotisk karakter og frem for alt hele tiden denne kalkagtige, kridtagtige undertone. Ikke højlydt, ikke funky, men snarere en dyb mineralitet under en temmelig kølig aroma. I munden er den så virkelig elektriserende, som navnet allerede antyder. Sprød æble og lime møder en kridtet fasthed, fine fenoliske noter og en saftig, citrusagtig syre. Vinen griber virkelig fat på tungen. Dertil kommer lidt gær, bitre urter og en ganske fin bitter note af grapefrugtskal. Det gør den alt andet end glat, men netop derfor enormt stimulerende. For hver slurk bygger der sig mere salt op. Mod slutningen bliver Elektra mere og mere karg, kalkholdig og ligefrem. Næsten ingen frugt længere, til gengæld citrusskal, urter og stenmel. Det er naturvin uden cirkus. Ingen »funkiness« for funkinessens skyld, men en kompromisløs, selvstændig Veltliner, der handler om oprindelse, tekstur og energi. Masser af kalk, masser af kant og rigtig musik på tungen. Bestemt ikke alles yndling, men netop derfor ret genial.
