Ligesom i Tyskland fulgte der i 2015, efter et godt forår og en meget jævn, normal blomstring, en varm – i Bordeaux endda meget varm – sommer med et for tørt forår og en for varm, tør sommer frem til slutningen af juli. I midten af sommeren fra august og frem kom der heldigvis lidt hyppigere regn, og modningen forløb jævnt og uden for meget stress. I september kom der moderat regn på højre bred og i det sydlige Médoc, mens den nordlige del af Médoc med Saint-Estèphe, Saint-Julien og Pauillac blev næsten lidt for våd – kun perfekt vedligeholdte vinmarker klarede det uden problemer. Den tørkestress, der til tider herskede på grus- og sandjord, blev standset, og udviklingen i vinmarken skred godt frem. De mere lerholdige og kalkholdige jordarter havde en klar fordel på grund af den bedre vandforsyning; højre bred generelt og Médoc omkring Margaux og Pessac er derfor favoritter.
Det skandinaviske højtryk, der også påvirkede Aquitaine fra slutningen af august til slutningen af oktober, bragte sol, tørt og blæsende vejr samt køligere dage og til tider allerede kolde nætter. Det reddede 2015 fra at lide samme skæbne som årgangen 2003 og bevarede syren og friskheden. Efter den længe ventede og moderate regn var efteråret så perfekt, at hver enkelt vinproducent kunne tage sig al den tid, der var nødvendig frem til høsten, afhængigt af vingårdens stil. Høsttidspunkter fra midten af september til begyndelsen af november, alt efter ønske og stil, var mulige uden problemer. Alt i alt viser det sig at være et modent, men samtidig friskt og frem for alt yderst harmonisk år med de stærkeste resultater i Margaux, Pessac og på højre bred med Saint-Émilion, Pomerol, Fronsac og Castillon. Balance er nøgleordet for 2015.
2015-årgangen bekræfter sin enestående kvalitet på højre bred. Merlot og Cabernet Franc ligger i spidsen. Verdensklasse og »best ever« i Pomerol, Pessac, Fronsac og Castillon, og trods visse udsving er der mange sensationelle vine i Saint-Émilion. Margaux og det sydlige Médoc har hidtil været meget gode. Det nordlige Médoc fremstår betydeligt mere heterogent, om end uden nogen form for katastrofe som i 2013. Her findes der enkelte virkelig fremragende vine, men desværre er der også nogle vine, der er tynde og ret kedelige i Saint-Julien, Pauillac og Saint-Estèphe.
Hvilken appellation var så den bedste? Pomerol? Ja – Saint-Émilion? På en måde også ja – Pessac? Ja – Fronsac og Castillon? I hvert fald den bedste nogensinde! – Margaux? I hvert fald genial – Pauillac, Saint-Julien, Saint-Estèphe samt Médoc og Haut-Médoc havde deres svagheder, men også nogle strålende, helt fantastiske højdepunkter. Årgangen er ikke bedre end de såkaldte århundredets årgange 2009 og 2010. Bare lige så god. Men alligevel helt, helt anderledes. 2010 og 2015 er for mig de ultimative modsætninger, og alligevel har de begge 100 point. Kvalitetens nordpol og sydpol. Kraft, mineralitet og uendelig styrke i et hidtil ufatteligt omfang fandtes i 2010. Nu i 2015 følger den tænkeligt mest delikate oplevelse inden for vin overhovedet. For mig var denne finesse og rene drikkeglæde tidligere ufattelig. Mellem disse to ekstreme årgange med hensyn til kvalitet kan alt andet i den hidtidige vinhistorie placeres et eller andet sted. To gange Bordeaux-benchmark for hele mit liv.
