Sankt Laurent er en af de druesorter, der alt for ofte placeres et sted mellem Pinot Noir og Blaufränkisch. Hos Georg Prieler får den simpelthen sin helt egen scene: Omkring Schützen mødes Leithakalk og glimmerskifer, og hertil kommer Leithabergs kølige præg. Resultatet er ikke en mørk, blød vin fra Burgenland, men en Sankt Laurent med rigtig god kant, krydderi og forbløffende finesse. Allerede duften har straks karakter: surkirsebær, mørke kirsebær og lidt røde ribs, dertil hyben, blodappelsinskal og mørke urter. Derefter sort te, lidt røg, nellike og en fin, jordagtig krydrethed. Måske et strejf af kakao i baggrunden, men slet ikke noget sødt. Mere efterårsblade end marmelade, mere kølig sten end varm frugt. Meget selvstændig. I munden er den så rigtig dejlig saftig og samtidig stram. Surkirsebær og rødbær glider over en sprød syre, suppleret af fine, markante tanniner. Ingen massiv ekstrakt, intet sødt træ. Kraften kommer snarere fra den indre spænding. Den store mængde træ gør vinen roligere og smidigere, uden at påtvinge den nogen form for træaroma. I midten bliver den stadig mere krydret: te, tørrede urter, lidt blodappelsin og denne let røgede, stenagtige mineralitet. I eftersmagen trækker vinen sig smukt sammen, frugten bliver mere syrlig, tanninerne mere markante, og der kommer mere og mere af den kølige, mineralske karakter. Det er en Sankt Laurent med rigtig karakter. Saftig, syrlig, krydret og elegant. På grund af denne finesse må man jo alligevel på et eller andet tidspunkt drage sammenligningen med Pinot, men den er netop betydeligt vildere og mere selvstændig. Ingen glatpoleret charmør, men en vin med kanter, spænding og rigtig god energi. Netop derfor er denne druesort så sjov her.
