Vinen har kun 12 % vol. alkohol. En næsten typisk alkoholprocent hos Molitor, der – da han ikke er medlem af VDP – ganske enkelt ikke er bundet af nogen retningslinjer og derfor kan arbejde med rest sukkeret på en måde, der sikrer den bedste balance i vinen. Uanset om det er 5, 9 eller 12 gram rest sukker, er det i sidste ende ikke det, der tæller. Vinen udstråler først og fremmest en utrolig finesse. På grund af den lave alkoholprocent havde jeg forventet mere sødme, men sådan er det ikke. Tydeligt mere kvæde end reneklode, næsten ingen citrusfrugt, lidt nashi-pære, Boskoop-æble – slet ikke den typiske anstrengende Riesling-citrusfrugtighed, men simpelthen bare finesse; det hele virker afbalanceret, med et strejf af Meursault, der svinger med. Derunder skifer, minder om Pouilly-Fumé, flint, meget tydeligt fremtrædende. Det hele understreget af kridt og fin salthed, også her associationer til kridtagtige kalkstensjorde. Det er så fint og mangfoldigt komplekst. Her igen en blanding af stenede noter, flint, sandsten, men så højintensivt og så ekstremt salt. Kvæde, pære, æble – alt bliver overdøvet af brutal mineralitet og salt. Mineralitet er nøgleordet hos Markus Molitor, og det er der næsten ingen anden vin, der udtrykker så stærkt. Alt hænger fast i denne salte stenethed i flere minutter. Vinen udviser en elegance, en universel mangfoldighed, som kun verdens bedste hvidvine besidder. Uanset om der er tale om Chardonnay, Riesling eller Chenin Blanc. En uendelig historie i munden, og jeg må virkelig spørge mig selv, hvor ofte jeg har smagt en vin med denne intensitet, kompleksitet og mineralitet. Denne vin hører helt sikkert til blandt de 10 bedste hvidvine, jeg nogensinde har smagt. Virkelig stor klasse. Men vinen har brug for lang tid, virkelig meget lang tid, for at denne enorme mineralitet kan integreres ordentligt. Det er en vin, der lægger langt mere vægt på elegance end på frugt. Men netop det er Markus Molitors kunst. Eleganse og mineralitet, når det er bedst. 100+/100
