Det fantastiske ved denne vin - og det er en sand sjældenhed - er, at Peter Bernhard Kühn lod den gære som en normal vin og først stoppede den sent. Balancen mellem den fænomenale syre og friskhed og det lave restsukker var det vigtigste for ham. Og med dette højere alkoholindhold, som ellers er meget sjældent i Kabinett-vine, fordi de alle stopper tidligere, opnår vinen en balance på et meget højt niveau. Men man kan ikke lugte eller smage noget af alkoholen. Tværtimod er vinen lige så spændingsfyldt som et lyn. I næsen flint, salt, østersvand, krudt, flint, et maksimum af frugt, lidt kiwi og citrusskal, men stenen dominerer. Munden revner - og den revner virkelig. Øjnene trækker sig sammen, og al spændingen fra næsen frigøres i mineralitet, røg og sten. I ganen er den dybest set mere syrlig end sød. Rasende og så fast, som man aldrig ville forvente af den harmoniske PJ Kühn. Det er en rigtig vinder, et sted mellem Mosel og Schäfer-Fröhlich med kraften fra Rheingau. Det er helt vildt! Sandsynligvis den bedste kabinett fra Kühn, siden jeg begyndte at smage her.
