Frédéric Garrabou gjorde stort indtryk på os allerede ved den første smagning. En af vores mest spændende opdagelser fra Sydfrankrig, fordi vinene på en eller anden måde smager meget mere som burgundervine – i hvert fald mere nordlige – end vi er vant til. Det ser man jo ofte fra de højtliggende områder i Roussillon, men når man hører om Garrabous vinbaggrund, giver det hele meget mere mening. Han har nemlig ikke lært sit håndværk hjemme i Limoux, men i Bourgogne og Bordeaux. Derefter arbejdede han hos nogle af Bourgognes førende producenter, herunder blandt andet A&F Gros i Pommard. Bourgognes store crus og deres parcelpræcise terroir-filosofi har været hans skole. Derfor var det klart, at når han vendte tilbage til syd, skulle det være efter burgundisk lov: én druesort, én mark, én vin. Her i Limoux er det naturligvis ret usædvanligt. Han har søgt sig til køligere terroirs, ofte med en let nordvendt eksponering, for at gøre retfærdighed til sin mere nordlige stil. Økologisk vinavl og alt håndplukket. Også i vinkælderen arbejder han præcis som hos Anne Gros. Direkte presning af de hvide vine, kort gæringsperiode på skindene i træ for de røde, alt sammen spontant, hvorefter vinen lagres direkte i brugte, mellemstore burgunderfade i omkring et år indtil den næste høst. Lieu-dit Fontvieille er en 0,75 hektar stor vingård med nord-nordøstlig retning, altså meget kølig. Det er klart, at Frederic har sin burgundiske Chardonnay stående her. Dertil kommer kalkstenjord. Næsen afspejler det straks. Har vi ikke Chassagne-Montrachet i glasset her?! Flint og fint integreret træ, kridt, grøn abrikos, salt, præcis og fuldstændig poleret. Den her præcision og fokus har jeg aldrig før oplevet i en Limoux – her mærker man den burgundiske skole, der jo er besat af selv de mindste detaljer. Syren omslutter munden, krøller sig på tungen – salt, kalksten. En kraftfuld, mineralsk og spændingsfyldt afslutning. Er det virkelig Limoux?! Jeg ved det ikke. Er Bourgogne Blanc blevet for dyre? Her kommer det prisvenlige alternativ fra det yderste syd – hvem havde troet det...
