Den smarte, blomstrede etiket kunne få en til at tro, at dette er en frugtig rosé – men Balsamia er snarere en skumringstilstand af lys og skygge, en rosafarvet drøm med en mørk kerne. Det ved man jo godt, hvis man kender Christian Tschida og hans vine. I 2024 tappede Tschida for første gang denne fortolkning af sin Syrah-mark – og det udelukkende i magnumflasker. Og når man åbner den, mærker man straks: Dette er ikke bare en simpel, lyserød sommerstemning, men en stille, dyb rystelse. Druerne stammer fra kalkholdige jorder nær Neusiedler-søen, håndplukket, direkte presset, uden indgriben, uden filtrering, uden svovl. Det, der er tilbage, er det rene udtryk for et sted og en holdning. Rosé? Måske. Men snarere en flydende mellemtilstand – et sted mellem rødt, rosa og røg. I glasset skimrer Balsamia i en mørk, næsten teglstenfarvet rosé-nuance – som tørrede rosenblade, gennemsyret af et strejf af kobber. I næsen udfolder sig en stille dramatik: sorte hjertekirsebær, tørrede figner, delikate balsamiske noter, lavendel, piment. Dertil et strejf af enebærrøg, knust rosmarin og denne næsten jordagtige varme. Intet skingrende, intet højlydt – alt er dæmpet, dybt, meget roligt. På ganen følger en finmasket struktur, fløjlsagtig, men med en kølig kant. Syren trækker sig som en silketråd gennem midten – den bærer uden at skære igennem. Vinen glider – balsamisk, urteagtig og krydret i sin aroma. Igen mørk kirsebær, men også blodappelsin, et strejf af lyserød peber, lidt Assam- og rooibos-te. I eftersmagen forbliver et fint samspil mellem syrlig frugt og urteagtig eftersmag. Ikke en rosé, man drikker sig igennem, men en, man fordyber sig i. Balsamia er ikke en farve. Det er en tilstand. En rosafarvet skygge. Som det sidste lys ved horisonten. En vin, der ikke kæmper om opmærksomhed, men helt ubesværet fanger den. Og endnu en gang viser Christian Tschida: Kategorier tæller ikke, kun resultatet i glasset.
