Man kan næppe fortælle historien om Moric på en mere absurd måde. Og samtidig forklarer den alt.
Roland Velich har i 25 år kæmpet for en vision om Blaufränkisch, der er mere radikal, mere diskret og mere omfattende end det, der i lang tid blev betragtet som det ideelle rødvin i Burgenland. Ingen international sminke, ingen tyk træpolering, ingen sødmefuld imødekommenhed. I stedet oprindelse. Gamle vinstokke. Pannonisk strenghed. Spænding. Karg jord. Tid. Og forsøget på ikke at forme Blaufränkisch, men at afsløre den.
»I denne vin smelter kultur og natur sammen,« siger Velich om sin Blaufränkisch Alte Reben Lutzmannsburg 2023. »Den fortæller en unik historie.« Netop denne historie hyldes internationalt. Og netop denne historie må pludselig ikke længere stå på etiketten i Østrig.
For uden et statsligt kontrolnummer må Velich ikke nævne det sted, hvor vinen er dyrket. Hverken marken. Hverken regionen. Alt det, som Moric står for, bliver netop gjort usynligt på en af vingårdens største vine. Velich siger det ligeud: »Forestil Dem, at Romanée-Conti kun måtte sælges som ’vin fra Frankrig’ – sådan er det for os.«
Det er mere end blot en bureaukratisk farce. Det er en kulturkamp i glasset. På den ene side står en opfattelse af vin, der prioriterer renhed, standarder og genkendelighed frem for individualitet. På den anden side står vinproducenter som Roland Velich, der ikke opfatter vin som et teknisk produkt, men som et levende udtryk for et sted. »Vores vine er levende og derfor til dels uforudsigelige, fordi vin er et levende væsen,« siger han. Og netop denne livskraft ser ud til at blive et problem i systemet.
Velich taler åbent om industrialiseringen af den østrigske vinproduktion. Om vine, der smager, som markedet kræver det. Om stabile, forudsigelige smagsmønstre. Om kælderteteknik, rene gærstammer, klaringsmidler og stilistisk udjævning. Alt sammen er legitimt, siger han. Men det bliver fatalt, når netop dette mønster ophøjes til norm – og alt, hvad der er mere individuelt, håndværksmæssigt og tættere på oprindelsen, pludselig betragtes som fejlbehæftet.
Moric er det modsatte. Her opfindes vinen ikke i kælderen. Velich udtrykker det på en måde, der er både drastisk og smuk: Vinen er »så at sige allerede færdig i vinmarken«. Det, der kommer bagefter, er ledsagelse. Ikke manipulation. Biologisk-organisk arbejde i vinmarken, præcis høst, spontan gæring, tid, så få indgreb som muligt. Ingen kosmetiske korrektioner, hvis det betyder, at vinens sjæl går tabt.
Og netop derfor smager Moric-vine, som de gør. Ikke glatte. Ikke tamme. Ikke standardiserede. Men mørke, syrlige, kølige, salte, urteagtige, undertiden røgede, altid levende. De bærer denne pannoniske spænding i sig, denne blanding af varme og karghed, af mørk frugt og mineralsk strejf, af kraft og gennemsigtighed. Blaufränkisch betragtes her ikke som en rustik regional rødvin, men som en stor europæisk druesort. Selvstændig. Dyb. Uforlignelig.
Den dramatiske pointe er: Netop denne uforlignelighed er årsagen til succesen på internationalt plan. Velich kalder oprindelsen for vinproducenternes »hårdeste og stærkeste valuta«. I en globaliseret vinverden er det ikke det udskiftelige, man søger, men det unikke. Stedet. Håndskriften. Vinstokken i jorden. Lutzmannsburg, Neckenmarkt, Mittelburgenland – det er ikke bare dekorative oplysninger. Det er vinens kerne.
Og derfor er Moric i dag en af Østrigs vigtigste vingårde. Ikke kun på grund af anmeldelserne. Ikke kun på grund af de 100 point. Men fordi Roland Velich har ført Blaufränkisch til et punkt, hvor den forstås på verdensplan – og Østrig nu må beslutte, om det vil hylde sådanne vine eller fratage dem deres oprindelse.
»Forkert standardisering dræber al individualitet«, siger Velich. Den sætning sætter sig fast. For den handler ikke kun om en bedømmelse. Den handler om spørgsmålet om, hvad en stor vin overhovedet må være.
Moric har i 25 år givet det samme svar: En stor vin behøver ikke at ville behage. Den skal fortælle en historie. Om vinstokke, jord, mennesker, oprindelse. Og nogle gange skal den endda kæmpe mod sit eget system for at kunne forblive netop det.
Pannonien som et stort vinområde
Moric var fra starten tænkt som mere end blot en klassisk vingård i Burgenland. Roland Velichs blik var aldrig kun rettet mod enkelte steder, druesorter eller appellationer, men mod et helt kulturlandskab: Pannonien. Dette store bassin mellem Alperne og Karpaterne, med Ungarn i centrum og Burgenland som den vestlige udløber, udgør en helhed både historisk, klimatisk og vinavlsmæssigt. Et landskab præget af varme, vind, karg jord, gamle druesorter og en dybt forankret vinkultur.
Netop her ligger den indre sammenhæng i Moric. Blaufränkisch fra Lutzmannsburg og Neckenmarkt er ikke blot østrigsk rødvin. Det er pannonisk vin. At Velich nu tager til Tokaj, virker derfor ikke som en udflugt, men som en logisk udvidelse. Allerede med »Hidden Treasures« havde han rettet blikket mod øst, mod Somló, Balaton og Tokaj. Nu bliver det til et varigt engagement. Moric spænder en bue fra den østlige ende af Alperne til Karpaterbue. Burgenland og Ungarn fremstår ikke længere som adskilte enheder, men som to sider af den samme pannoniske historie.
I Tokaj møder Moric en af Europas store historiske vinregioner. Furmint har i århundreder været en legendarisk druesort her, tidligere især kendt for de store søde vine. I dag viser den i sin tørre udgave en ny, fascinerende dimension: delikat, præcis, salt, mineralsk, kølig og alligevel dyb. Netop under de ændrede klimatiske forhold fremstår Furmint i Tokaj pludselig som yderst aktuel.
Udgangspunktet ligger i Tállya, nordvest for Tokajs centrum. Der begynder bakkerne, og der vokser gamle vinstokke på vulkansk sten, på rhyolit og tuf. Jord, der er formet af ilden og giver vinene denne røgede, salte, næsten vibrerende mineralitet. Klimaet er køligere, lyset klart, og vinene har struktur uden tyngde, dybde uden bredde, præcision uden kulde.
De første Tokaj-vine følger den samme logik, som Moric også har gjort Blaufränkisch berømt med. Først en yderst omhyggeligt fremstillet basisvin af Furmint og Hárslevelű, der med fin føling introducerer regionen. Derudover findes der tre vin fra enkelte vinmarker: Görbe, Túróska og Hasznos. Historiske vinmarker omkring Tállya, delvis med 50 til 100 år gamle vinstokke. Hver vin har sin egen signatur, sin egen spænding, sit eget indre lys.
Netop disse enkeltmarker viser, hvad Moric egentlig altid har handlet om: ikke kun druesorten, men oprindelsen. Ikke stilen, men karakteren. Blaufränkisch i Burgenland og Furmint i Tokaj er to forskellige stemmer, men de taler det samme sprog. Begge lever af gamle vinstokke, af karg jord, af håndværk, tålmodighed og en vis pannonisk strenghed. Begge kan vise storhed, hvis man ikke overformer dem.
Således bliver Moric et grænseoverskridende projekt. Ikke politisk, men kulturelt. En tilbagevenden til et vinlandskab, der eksisterede længe før nutidens grænser, og hvor druesorter, jordbund og mennesker altid har været forbundet med hinanden. Fra Lutzmannsburg til Tállya, fra Blaufränkisch til Furmint, fra Burgenland til Tokaj tegner der sig et billede, der er større end hver enkelt etiket.
Moric Tokaj er derfor ikke en sidehistorie. Det er udvidelsen af en idé. Søgningen efter store, uforlignelige oprindelsesvine i et pannonisk område, hvis historie langt fra er fortalt til ende.
