Det forbløffende ved denne vin – og det er en sand sjældenhed – er, at Peter Bernhard Kühn har ladet den gære som en almindelig vin og først stoppet gæringen sent, da alkoholindholdet lå på omkring 9,5 %. For ham var balancen mellem denne fænomenale syre og friskhed og det lave rest sukkerindhold det vigtigste. Og med denne højere alkoholprocent, som man ellers meget sjældent finder i en Kabinett, fordi alle stopper gæringen tidligere, finder vinen en balance på et meget højt niveau. Men man kan hverken lugte eller smage alkoholen. Tværtimod: Vinen er så spændingsfyldt som en stram bue. Årgang 2023 har udviklet en skiferagtig reduktion, som man aldrig ville placere i Rheingau, men snarere ved Mosel eller højst ved Nahe, men for Mosel er den for tør med 30 gram rest sukker. I næsen: flint, salt, østersvand, krudt, flintsten; af frugt højst en smule kiwi og citrusskaller, men sten dominerer. Smagen eksploderer – og den eksploderer for alvor. Øjnene trækker sig sammen, al spændingen fra næsen udløses i mineralitet, røg og sten. I munden ender den egentlig mere i retning af let syrlig end sød. Racerig og så stram, som man egentlig ikke ville tro det om de harmoniske PJ Kühn-vine. Det er en fantastisk vin, et sted mellem Mosel og Schäfer-Fröhlich med Rheingaus kraft. Wow! Sandsynligvis den bedste Kabinett fra Kühn, siden jeg begyndte at smage her.
