Denne Syrah vokser på de ældste parceller, kalksten og ler. Gammel Syrah, som udgør omkring 90 procent af vinen, plus lidt Mourvèdre. Alt står på et leret terroir med en masse silex, dvs. flint. Genetikken er til dels gammel Serine, som i Côte-Rotie og Hermitage, dvs. den oprindelige form for Syrah med tykkere skind og meget mindre bær. Som alt andet her er vinmarkerne naturligvis økologiske og har været det i mere end ti år nu. Alt er naturligvis spontangæret, hovedsageligt i rå beton. En tredjedel af vinen modnes i betonæg, en tredjedel i barriques og en tredjedel i Stockinger-træfade. Han ønsker grundlæggende at vise, at store vine er lige så mulige her som i Châteaneuf, men med den køligere indflydelse fra hans terroir. Næsen på denne vin er utrolig frisk, en Syrah som fra det nordlige Rhône. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis der stod Cote-Rotie på flasken. Mere Cote-Rotie i sin store friskhed end Hermitage. Sort, som om den havde ligget i ristet træ, hvilket den slet ikke har. Smagen kommer alene fra terroiret. Mørke kirsebær, brændt jord, rosmarinkviste, tørrede blåbær og masser af urteagtige krydderier, herunder myrra, timian og estragon, og alligevel forbliver alt friskt. Vinen springer ud af glasset. Jo længere jeg smager på den, jo mere synes den at bevæge sig i retning af Cornas i sin stramhed i 2021. Den forbliver også utrolig frisk og lang i munden. Den har også en dejlig fin grapefrugtsmag, næsten frisk fersken, meget legende. I en blindsmagning kan denne vin sagtens konkurrere med Nordrhone eller Syrah-orienterede Chateauneufs.
