Domaine Marc Morey har i gennemsnit mistet 25 til 30 procent af høsten på grund af en smule forårsfrost og haglbyger i august samt et meget kraftigt angreb af meldug som følge af det våde vejr i løbet af sommeren. Især Saint-Aubin og Chassagne Village blev ramt, fordi der i Chassagne ved skråningens udløb simpelthen står mere vand i jorden, hvilket får svampeproblemerne til at slå kraftigt igennem. I cru-vinmarkerne øverst på skråningen var tabet overskueligt; her mangler der kun 10 til 20 procent, da de bedste parceller på skråningen har en meget god dræning. I basisvinene måtte der sorteres mere, og der var derfor betydelige mængdetab. Alt i alt er det en mere klassisk årgang, ligesom 2021, 2017 eller 2014, altså køligere og strammere i udtrykket, med en smuk syre og en fin terroir-karakter. Efter den våde og køligere sommer var druerne lige akkurat modne, præcis på det spændende punkt, hvor det bliver interessant med tilstrækkelig substans, men alligevel et fint grønligt strejf. Det kan jeg rigtig godt lide. Også vinproducenten Sabine sammenligner gerne årgangen med 2017 eller 2014. Det mest fascinerende ved denne årgang er dens urokkelige lige linje, denne ekstremt fokuserede karakter. Vinen løber som med skyklapper langs et snorret lige saltspor, med lidt melon og kumquat i siderne, kalkstøv og iris. Selvom den i den første smag forbliver kølig, reduktiv og stenet, udvikler den i eftersmagen en fysisk varme, en varm stenagtig krydderi som fra sandsten. Et ungt vin, der vil nå sit højdepunkt om 15 år eller senere. Persistensen er betagende, og det viser den allerede i dag. Den står i munden som en klippe. Kalkstenen træder tydeligt frem på ganen, næsten som om man havde nippet til en sød, fyldig østersvæske. Og den vinder stadig mere dybde i munden, jo længere den står. Fascinerende vin fra dette kølige år – det er en meget seriøs vin.
