Intet andet vinland i verden har nok en sådan aura som Frankrig og ligger så stærkt mellem tradition og modernitet.
Intet andet vinland i verden har nok en sådan aura som Frankrig og ligger så stærkt i spændingsfeltet mellem tradition og modernitet, landbrugsøkonomi og vinindustri, ambitioner og virkelighed. Vinkulturen er langt over 2.000 år gammel, regioner som Bourgogne, Bordeaux og Champagne er verdensberømte, og alligevel har en vedholdenhed i gamle mønstre virkelig givet ridser i lakken. I de senere år har meget dog ændret sig til det bedre.
Vindyrkning kom sandsynligvis til Frankrig med grækerne, som grundlagde en koloni i det, der nu er Marseille. Senere udvidede romerne og kelterne dyrkningen massivt. Men udviklingen af kvalitetsvinavl, som vi kender den i dag, kan tilskrives de burgundiske munke i den tidlige middelalder. Faktisk var det ingen ringere end Karl den Store (742-814), der gav den afgørende impuls til vindyrkning, som de fremadstormende klostre i Bourgogne tog op og implementerede. Karl den Store ejede selv ejendom i Bourgogne, næsten helt sikkert på det sted, hvor en vingård længe har været opkaldt efter ham: Corton-Charlemagne. Både cistercienserne - det oprindelige kloster i Cîteaux ligger nord for Beaune - og benediktinerne ydede fremragende bidrag til vindyrkningen i hele Europa, men især i Bourgogne, hvor de genkendte og plantede de steder, der stadig er vigtige i dag. Det var også munkene, der først talte om goût de terroir, smagen af et bestemt sted, som har en særlig jordbund og et særligt mikroklima, og som nu er grundlaget for den franske idé om vinfremstilling.
Ud over Bourgogne udviklede andre vigtige regioner sig i løbet af århundrederne. Alsace, som altid har været fanget mellem Frankrig og det tysk-romerske rige, havde allerede 180 vindyrkende landsbyer i det 9. århundrede. I det 16. århundrede var det dyrkede areal dobbelt så stort som i dag, og der var forstadier til et appellationssystem. Meget af dette blev dog ødelagt under Trediveårskrigen.
Alsace producerer hovedsageligt hvidvine, som kan være tørre eller søde, og hvis druesorter - primært Riesling, Pinot Gris og Gewürztraminer - er mærket. Det er ellers ret usædvanligt i Frankrig, medmindre man køber en landvin, en vin de pays. Hvis vinene er enkeltmarksvine, som f.eks. i Bourgogne eller Beaujolais, må der alligevel kun bruges bestemte druesorter. Ellers er vinene som regel cuvéer, som i Châteauneuf-du-Pape, hvor Pierre Le Roy de Boiseaumarié i 1920'erne definerede den typiske jordbund og de bedste druesorter for Châteauneuf. Denne afhandling var grundlaget for et kvalitetssystem, som alle vindyrkningsregioner abonnerer på. Appellationen eller AOP'en fastlægger visse standarder, som skal overholdes.
Legendarisk omdømme gennem de enkelte regioner Bordeaux, Bourgogne og Rhône:
- Findes der bedre mousserende vine end dem fra Champagne? Nej, det er der ikke!
- Findes der bedre Sauvignon Blanc end fra Loire? Måske fra Bordeaux, men ellers nej!
- Findes der bedre Mourvedre end fra Bandol? Måske fra Rhone, men ellers nej!
- Findes der mere autentiske vine end de vilde vine fra Languedoc/Roussillon? Nej, det er der ikke!
- Findes der mere tanninholdige, mere maskuline og unikke vine end de vilde tanninholdige vine fra Madiran? Nej, nej!
- Findes der mere sorte, mere substantielle Malbec-vine end Cahors-vinene? Måske i Argentina...
Den store vinregion Bordeaux i den sydvestlige del af landet er også underlagt disse retningslinjer. Fra den enkle Bordeaux AC til den verdensberømte Premier Cru må der f.eks. kun anvendes bestemte druesorter. Det drejer sig hovedsageligt om Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, små mængder Petit Verdot og meget sjældent Malbec og Carmenère. Til hvid Bordeaux er det hovedsageligt Sémillon og Sauvignon blanc. Handlen med rødvin og eksporten udviklede sig særligt stærkt under det engelske styre i Bordeaux. Vine fra godser som Haut-Brion var meget efterspurgte. Evalueringen af Médoc-vinmarkerne blev afsluttet kort før verdensudstillingen i Paris i 1855. Listen er stadig gyldig i dag og er kun ændret én gang, da Mouton-Rothschild blev føjet til toppen af Premier Grand Cru Classé-slottene sammen med Lafite-Rothschild, Latour, Margaux og Haut-Brion. Klassifikationen gælder for Médoc på Girondes venstre bred med landsbyerne Pessac-Légonan, Pauillac, Saint-Estèphe og Saint-Julien. Den vigtige Saint-Émilion-appellation, som ligger på Girondes højre bred, har sin egen klassifikation med de fire godser Ausone, Angélus, Cheval Blanc og Pavie i toppen. Den lige så vigtige Pomerol med vingårde som Pétrus, Evangile, Clinet og Latour a Pomerol er så lille og eksklusiv, at den ikke behøver en klassifikation.
Spredningen af phylloxera, som kom til Europa med amerikanske vinstokke, ramte Frankrig hårdt i slutningen af det 19. århundrede. Hele landområder måtte ryddes, og dyrkningsområder som Jura er stadig ikke kommet sig. Alene der blev 90 % af det dyrkede areal ødelagt og lige så mange indfødte druesorter. Bordelais måtte også reorganisere sig fuldstændigt, og det tog faktisk helt frem til 1980'erne, før denne proces var afsluttet. Årgang 1982 og Robert Parker Jr. markerede begyndelsen på Bordeaux' genopblomstring - både hvad angår kvalitet og pris. Champagne har oplevet en lignende fremgang. Selvom mousserende vin allerede var ekstremt populær i det 17. og 18. århundrede, skabte kriser og ikke mindst krigene i det 20. århundrede også her omvæltninger og bitter fattigdom. Men det unikke salgsargument med det særlige terroir og en konsekvent markedsføring har sikret fortsat succes siden 1950. I begyndelsen var det de store huse og mærker som Veuve Cliquot, Moët & Chandon, Louis Roederer, Taittinger og Bollinger, der blev kendte og fik stor markedsstyrke. Men i de sidste ca. 20 år har flere og flere små og uafhængige huse og vinbønder vovet at tappe og markedsføre deres egne vine i en helt anden stil. Huse som Gimonnet, Agrapart, Clouet og Moncuit har haft stor succes med dette. Andre huse som Pol Roger har aldrig gjort det anderledes.
Hvis man ser på de vine, der produceres langs Loire-flodens mellemste løb op til dens udmunding i Atlanterhavet, er det svært at forstå, hvorfor regionen stadig er sådan et insider-tip. Selvfølgelig kender folk Pouilly-Fumé og Sancerre og navne som Didier Daguenau eller Vacheron med deres Sauvignon blancs. Men selv Pinot-vinene er stort set ukendte. Det bliver endnu tydeligere, når man har Chenin blancs eller Cabernet Franc i glasset. I Vouvray og Saumur, i Anjou, Chinon og Bourgeuil produceres der karakteristiske vine, ofte økologisk eller biodynamisk, og af en kvalitet, som har hårdt brug for mere opmærksomhed. I lang tid gjaldt det også for vinene fra Nordrhône og nedefter.
Syraer fra Cornas eller Saint Joseph, Côte Rotie eller Hermitage er ekstremt populære, mens de sydlige cuvéer fra Gigondas, Vaqueras eller Rasteau har et meget godt ry. Det samme gælder rødvin og især rosé fra Provence og de rige, frugtagtige cuvéer fra Languedoc og Roussillon. Regioner og kommuner som Pic Saint Loup og Calce har genopfundet sig selv, især i områder, hvor kvalitet længe var defineret af massedyrkning. Virksomheder som Gauby, Daumas Gassac eller Grange des Pères sørger for, at flere og flere unge, eksperimenterende vinbønder kommer til regionen og nyder godt af jordbundens og mikroklimaets mangfoldighed. Topsegmentet i fransk vindyrkning, som findes i Bordeaux, Bourgogne og Champagne, har længe været anerkendt og defineret. Men det udgør kun en brøkdel af den franske vindyrkning. Der er stadig en hel verden at opdage nedenunder. Med generationsskiftet, en voksende åbenhed og et stærkt fokus på bæredygtige og økologiske principper er Frankrig som vinland måske mere interessant end nogensinde før.
