Denne Chateauneuf du Pape blanc består altid af 80% Roussanne, resten er Bourboulenc, Clairette, Picpul, Picardan og en lille smule Grenache Blanc. Der er én parcel i de 80 hektar Beaucastel, hvor alle de hvide vine er samlet. Her er det lidt mere sandet end i resten af vinmarken for at producere endnu finere vine. Alle hele klaser bliver liggende i pressen i ca. 2-3 timer før presning for at få lidt skindkontakt. Derefter presses druerne, og den ufiltrerede saft hældes i det store kar, hvor den spontane gæring finder sted. Derefter overføres 50% til nye barriques og 50% til 1-2 år gamle barriques. Batonnage udføres over hele perioden, og vinene forbliver på fadet i et år. Det forbløffende er, at i modsætning til de hvide Côtes du Rhône, som Coudoulet smagte tidligere, er Chateauneuf selv, selv om den har så meget nyt træ, ikke kysset af træ i næsen. Roussanne er selvfølgelig fuldstændig dominerende. Fyldig, krydret, tæt, med typiske rosmarinsmage. Men så kommer Bourboulenc også igennem med sin store legesyge og friskhed. Dette er en meget smuk sammensætning. Meget fin. Og man ved af erfaring og fra næsen, at dette er en vin, der skal ældes. En vin, der helst ikke skal drikkes i de første ti år. Munden har en utrolig intensitet. Kvæde, havtorn, rosmarin. En stor blomsteragtighed. Frodig, tung smag. Jasmin. Men så også en dejlig friskhed. Ikke en klassisk, let citrusfriskhed, men snarere en friskhed af pære, lidt bagt æble. Utrolig lang. Vinen lever af sin mineralitet, og det er derfor, den skal gemmes væk i ti år, så dominerer den over fedmen. Vi skal ikke fokusere på den søde, rige frugt, men på mineraliteten. Og den kommer først frem senere, når den søde kraft aftager noget med alderen. Lad være med at drikke den ung. Lad ikke denne vins storhed blive ødelagt af overfladisk fedt, men vent længe. Dette bliver store sager. 97-98/100
