En vinmark på 1,36 hektar (plus 0,5 hektar med buske og græs) beliggende på ren kalksten på grænsen til Castillon. Der produceres kun 5.000 flasker her hvert år. Vinstokkene på denne minivinmark, som er blevet fuldstændig omlagt til biodynamik siden 1995, er mellem 50 og 60 år gamle. Tertre de la Mouleyre ligger et stenkast fra Château Valandraud, med Peby Faugeres i den anden retning og Castillons superstjerne Clos Louie nedenfor. Vingården drives af Eric Jeanneteau, som er tredje generation i familien, og han lever virkelig af de små 1,36 hektar. Hans bedstefar startede med i alt fem hektar Saint-Émilion og to hektar Castillon, og Eric arbejdede sig ned til kun det bedste terroir, som består af ren kalksten med et tyndt lag ler. Udbyttet af den tætte beplantning reduceres til maksimalt otte små druer pr. vinstok i løbet af året, hvilket resulterer i et udbytte på langt under et halvt kilo pr. vinstok. Selvom vingården er certificeret biodynamisk, er den ikke mærket af politiske årsager (økologisk misbrug i Frankrig). Vinen lagres 55 procent i nyt træ og 45 procent i anden og tredje årgang. Spontangæringen foregår i meget små INOX-fermentorer, så hver parcel kan gære separat. Gæringen foregår relativt hurtigt ved ret høje temperaturer, helt uden svovl. Selv under den malolaktiske gæring og lagring er vinen stadig svovlfri; den tilsættes først ved aftapningen. Der anvendes batonnage i processen. Sammensætningen i 2019 er 90 procent Merlot og ti procent Cabernet Franc, udbyttet i år var 34 hektoliter pr. hektar, og vinen har et moderat alkoholindhold for regionen på 13,5 volumenprocent. Eric Jeanneteau var i lang tid partner med Nina Mitjaville, datter af Francois Mitjavile fra Tertre Roteboef. Et fremragende familiepartnerskab, i hvert fald i den videre udvikling af vinene. Selv om parret ikke længere er sammen, og Tertre de la Mouleyre befinder sig på et helt andet, ufortjent lavere prisniveau på grund af sin uklarhed, taler vi om samme liga her, klart i top 10 af Saint Emilions. Ligesom 2018 er 2019 dybest set en middelhavsvin, der ligner Tertre Roteboef. Det er et år, der gav en utrolig modenhed, men ikke overmodenhed. Friskheden skyldes stagnationen i vinstokkene i løbet af den varme, tørre og varme sommer, som førte til lave pH-værdier. Så meget blødt, modent og lækkert sort kirsebær. Også morbær og johannesbrød. Stor krydring i næsen. Næsten som kogte, krydrede, sorte hindbær. Eukalyptus, mynte, et strejf af cassis nedenunder. Ikke desto mindre er næsen slet ikke fed, men har finesse som en Pomerol. Smagen afslører en utrolig, næsten berusende og forførende friskhed af blåbærskind og store, modne røde blommer. En let chilikrydrethed nedenunder, men helt uden bitterhed. Årgangens typiske Angostura-bitterhed er helt fraværende. Vinen ender simpelthen i en overdådig sort hale. Overvejende sorte kirsebær. Men altid understøttet af friskhed og kalkstensmineralitet. Lidt slåen kommer til sidst. Dette er virkelig en stor fornøjelse. Det er ren hedonisme, og det går mere og mere op for mig, at 2019 er på samme niveau som den storslåede 2018. Vi havde allerede en vin i samme liga her i 2016. Den var måske endda den fasteste og mest klassiske af de tre, hvis man overhovedet kan tale om klassicisme på denne vingård. De to mediterrane 2018'ere og 2019'ere minder meget om Tertre Roteboef, men også om de superfine Pomerol fra Vieux Château Certan eller Eglise Clinet. Vi har ikke overekstraherede tanniner her, vi har helt silkebløde og fine tanniner. Tanniner, som aldrig strammer, som aldrig gør ondt, som man aldrig siger "det skal nok gå". Alt er der allerede. Vi er klart mere i de sorte kirsebær og den sorte frugt end f.eks. i de mere rødfrugtede Château Jean Faure og Château Coutet, men vi er i et lignende udtryk som Tertre Roteboeuf og Vieux Château Certan. Helt igennem fin natur, intet fremstillet, intet konstrueret, bare denne natur bragt i flasken. Denne lille biodynamiske producent har været en af de ti bedste på højre bred i flere år nu. En overdådig overbærenhed i uendelig finesse. Det er faktisk en uheldig joke, at Tertre de la Mouleyre og Clos Louie er så meget billigere end deres naboer Peby Faugeres og Valandraud. Sammen med Jean Faure, Coutet og Tertre Roteboeuf er de Saint Emilions sande krone på værket, da det efter min mening kun er disse fem, der har forudset de nye tider med middelhavsklima i denne appellation. Fantastisk. 100/100
