Af Felix Bodmann

Måling med dobbelte standarder

Efter min mening er vinsmagning opdelt i fire underdiscipliner. Beskrive, evaluere, bestemme og noget, der i jagten på et fjerde B kunne kaldes "at etablere en reference" eller angiveligt "at kontekstualisere". Bestemmelse giver først og fremmest mening, når vinen serveres helt eller delvist blindt. Omvendt er det kun muligt at kontekstualisere, hvis man kender nogle eller alle fakta. Så jeg kan bestemme, så snart jeg mangler nogle oplysninger ("Hvilken årgang af Halenberg fra Emrich-Schönleber er det?") og kontekstualisere, så snart jeg har en stump information ("Dette er den typiske saftighed for en 2016-riesling, fordi 2016 var saftig næsten overalt i Tyskland"). Men jeg kan også beskæftige mig med disse to spørgsmål, samtidig med at jeg kysser min seneste erobring eller spiser sejfilet ("jeg" i overført betydning, for eksempel dig, ikke mig personligt, fordi jeg for det første er gift og for det andet foretrækker torsk).

I sådan et scenarie bliver det sværere at beskrive vinen, for hvis man tager papir og pen frem for at skrive ned, hvilken smag der kommer frem hvornår, og hvor længe eftersmagen varer, risikerer man, at enten fisken eller interessen for ens seneste erobring går kold. Endelig er vurderingen i denne sammenhæng genstand for den største upræcision: Jo kønnere erobringen (eller jo mere velsmagende lomvien) er, desto mere generøs vil dommeren sandsynligvis være over for vinen. Det er netop det, Parkers restriktioner vedrørende Hedonist's Gazette sigter mod. Så langt, så indlysende.

Men enhver, der nu tror, at pæren er skrællet, har sovet i timen, når det gælder den seneste udvikling. De har at gøre med internettet, "demokratisering", "sværmintelligens", CellarTracker, Instagram og "poser" - eller bare digital "hedonisme". Parker-points var i går, hans vurderingsmonopol er stort set udhulet. I dag har forbrugerne andre forventninger, og yngre vinkritikere tager hensyn til dem. I øvrigt betyder "yngre" i denne sammenhæng noget i retning af "endnu ikke i pensionsalderen". I mellemtiden bruger de andre, veteraner og legender, forbløffende meget tid på at bekæmpe udviklingen.

En af disse stormænd - som jeg har stor respekt for - kan godt lide at skælde ud på de sociale medier over det vinøse ordforråd, som bliver mere og mere udbredt i vinbeskrivelser. For nylig skrev han på Facebook: "TRINKIG! JEG HAR LÆST DRINKY! PÅ MIN DAG..." (du kan selv gætte resten). Man kan lige forestille sig ham sidde foran computeren og gispe efter vejret. Han har det på samme måde med ord som "drikkeflow", "spytmodstand" osv. Men dette tog har forladt stationen. To ud af tre vinforbrugere har længe vidst, hvad der menes, når nogen skriver, at vin XY har vundet JLDF-testen. (Har du virkelig googlet det???? Det betyder "Jo mere tom flasken er" (jo bedre er vinen), din gamle hvide mand). Det betragtes oftere og oftere som et kvalitetsstempel, når en vin lokker folk til at drikke uhæmmet.

Men efter min mening har de store ret. Drinkable & Co. er ikke et mål for vinkvalitet, men for tørst. For mig beskriver "draughty", "juicy", "steely" snarere en vins forførende kvaliteter på en måde, som også kan opleves af dem, der i sidste ende overlader vinen til spytbakken. (Jeg synes, at "spytmodstand" ville være vidunderligt, hvis det ikke lød lidt som pompøs professionalisme). Jeg kan også godt lide JLDF-testen, men jeg ved af erfaring, at den er udsat for store udsving, alt efter om det er lyst eller mørkt udenfor, koldt eller varmt indenfor, fredag eller mandag.

Så har Robert Parker ret i sidste ende? Er det enten hedonisme eller koncentreret smagning? Ja, nej, måske. Parker har altid været manden for de store vine. Da han grundlagde Hedonist's Gazette, var der ingen anmeldelser af Riesling-druer til en tier i Wine Advocate. (Det er anderledes i dag.) Og succesen med hans pointsystem har fået forhandlere som Lobenbergs Gute Weine (Heiner, du skal være modig nu) til at give imponerende point til selv den mindste vin i sortimentet. Med god grund, for det er det, forbrugeren vil have, og kunden er konge.

Det er næppe muligt at bedømme drikkeflowet i en simpel vin, når man spytter den ud og går videre til den næste kandidat efter to slurke. Muntert drikkeri er den sande lakmusprøve for en Riesling. Og ja, det betyder i sidste ende, at man skal være dobbeltmoralsk. Lad os anvende dette på et vineksempel. Mens jeg skrev denne tekst, blev jeg ledsaget af Riesling 7 Terroirs fra Gut Hermannsberg fra 2018-årgangen, som jeg allerede har smagt en gang for Gault&Millau Weinguide, som jeg har vurderet vinene fra Nahe-vinområdet for de sidste tre år. Jeg gav den strenge 88 point. Det var selvfølgelig i "Parker-mode", som jeg åbenbart mestrer ret godt, for vinen fik også 88 point i Parker's Wine Advocate. Nu til den hedonistiske smagning:

Første indtryk: fuld gas! (Over)moden abrikos, anstændig syre, masser af tryk, ret sød (sukker eller ekstrakt, det er lige meget), ret lidt mineralitet/fønolik, stor Riesling-typicitet, men også meget fyldig, jeg har lyst til at drikke den i store slurke (men det kan jeg ikke, fordi jeg stadig har en aftale). Sent om aftenen som en godnatdrink efter en (vinfri) aftale er den for sød til mig - men det er også lige før, jeg går i seng, så jeg kan godt lide det mere stille. Kun lidt ændret med 24 timers luft, måske lidt fenolisk smag i afslutningen, som manglede før. Stadig en sjov, kraftig vin med god længde, men nu også med en sofistikeret finish. Det er lørdag aften, ingen aftaler: Flasken er hurtigt tom. Hvis jeg bare havde en stor tørst efter vin, ville jeg være i gode hænder med denne vin.

Ud over 88 Parker-point (PP) fortjener 7 Terroirs også en begejstret drikkeflow-vurdering, lad os sige 94-95 point på hedonismeskalaen (HP). Enhver, der nogensinde har drukket vin med Heiner Lobenberg, ved, at der næppe er nogen, der er bedre kvalificeret til at sætte denne nye verdensstandard end ham. Og se bare: Her i butikken er værtens vurdering 94-95 point. Den hyppige kritik af, at der går inflation i Heiner Lobenbergs vurderinger, er en misforståelse. Husk: Heiner-point er hedonisme-point. HP - et kvalitetskriterium i sig selv!