Italien har et stort udvalg af kvalitetsvine, og med sine lokale druesorter spiller landet i den bedste liga i verden, når det gælder kvalitet.
En vinelskers livstid er næppe nok til fuldt ud at opdage den italienske vinverdens rigdom. Dertil er Tysklands foretrukne vinland for mangfoldigt, hvad angår druesorter, jordbund, klimatiske forhold og vinbønder. Fra nord til syd, fra bakkerne i Piemonte til Etnas skråninger, produceres nogle af de mest berømte og bedste vine i verden. Men selv i tilsyneladende mindre kendte regioner er næsten glemte oprindelige druesorter ved at komme tilbage i rampelyset.
For få år siden var det ikke til at forudse, at der i dag ville blive produceret vine i topklasse i næsten alle italienske regioner. I lang tid gjorde Italien sig primært bemærket gennem storproduktion, som fandt vej til hele verden som simple bordvine og glasvine. Man husker kun alt for godt Chiantis storhedstid hos italieneren rundt om hjørnet. I dag er Italien verdens største vinproducent målt i mængde, lige foran Frankrig, men de italienske vinbønder arbejder på et stadigt højere niveau takket være et voksende fokus på præcision og kvalitet. Landets kvalitetsspydspids er på niveau med de bedste i verden. Det er helt sikkert hjulpet på vej af, at flere og flere unge vinproducenter får en fremragende uddannelse i ind- og udland. De bringer en masse ekstra ekspertise til deres forældres vingårde og arbejder nu på et kvalitetsniveau, som ville have været helt uopnåeligt for de fleste for bare et par årtier siden.
For bedre at kunne kategorisere de forskellige oprindelser og betegnelser er det værd at se på det italienske klassifikationssystem i henhold til den romanske vinlov. Der skelnes mellem fire niveauer: De enkle bordvine udgør grundlaget, efterfulgt af landvinene, forkortet IGP (Indicazione Geografica Tipica). På toppen af kvalitetspyramiden skelnes der mellem DOC-vine (Denominazione di Origine Controllata) og det højeste niveau, DOCG-vine (Denominazione di Origine Controllata e Garantita). Sidstnævnte er underlagt de strengeste lovbestemmelser om produktion, såsom minimumsalkoholindhold, plantetæthed, modning og opbevaring. Det bedste eksempel på sondringen mellem DOC- og DOGC-vine er klassificeringen af Chianti (= DOC) og det meget ældre oprindelsesområde Chianti Classico (= DOCG). Dette system er faktisk blevet erstattet af det lignende, men standardiserede DOP-system i EU, men som i alle vinproducerende lande vil det tage noget tid, før det er fuldt implementeret i Italien. Derfor eksisterer de to systemer i øjeblikket mere eller mindre fredeligt side om side.
Det italienske vinlandskab kan groft sagt opdeles i tre områder. Norditalien, som omfatter Sydtyrol, Trentino, Friuli, Veneto, Lombardiet, Piemonte, Ligurien, Valle d'Aosta og Emilia Romagna, byder på næsten alt, hvad en vindrikkers hjerte begærer, med berømte hvide, røde og mousserende vine. Det centrale Italien omfatter Toscana, Lazio, Umbrien, Marche og Abruzzo-regionen. Rødvine fra de indfødte Sangiovese- og Montepulciano-sorter er stjernerne her, men nogle hvidvine fra kystregionerne kan også brillere. Syditalien har det varmeste og mest middelhavsprægede klima, som giver kraftige vine i Molise, Campania, Puglia, Basilicata, Sardinien og Sicilien. Man skal altid huske på, at de klimatiske forhold i Italien er påvirket af Middelhavet, som grænser op til 17 af de 22 regioner. En mild havbrise sikrer derfor altid lidt mere moderate temperaturer. På den anden side spiller højden en vigtig rolle. Alperne tårner sig op i nord, det centrale Italien gennemskæres af bjergkæden Apenninerne, og Etna rejser sig til over 3.000 meters højde på Sicilien. I nogen tid har italienske vinproducenter opdaget fordelene ved at dyrke druer i højere og køligere højder. På baggrund af klimaforandringerne er det et sandt lykketræf.
Kort efter Brennerpasset er Alto Adige (Sydtyrol) en af de mest populære vinregioner i Italien. De klassiske sorter Pinot Blanc, Pinot Gris, Chardonnay, Sauvignon Blanc og Gewürztraminer producerer topvine, især i de højere beliggende vinmarker. Flere og flere vinbønder her fokuserer også på økologisk eller endda biodynamisk dyrkning af vinmarkerne. En af pionererne på dette område er Alois Lageder. Når det gælder rødvine, byder Sydtyrol ikke kun på jordnær Vernatsch (kendt som Trollinger i Tyskland), men også på elegant Pinot Noir, kraftfulde Cabernets og fyldige vine fra Lagrein, som har sit hjem her.
Naboregionen Trentino mod syd imponerer med sin meget krydrede og mørke Teroldego, en urteagtig og kraftig unik vin med bid og tannin, nogle gange meget kraftig. En flaske om dagen siges at garantere over hundrede års levetid. Stjerneskuddet, når det gælder Teroldego, er Elisabetta Foradori.
Øst for disse to regioner, tæt på den slovenske grænse, ligger Friuli, Italiens anden hvidvinshøjborg. Pinot Grigio, Pinot Bianco, Sauvignon Blanc og lignende bruges her til at producere vine i topklasse, hvoraf nogle endda er i verdensklasse. De oprindelige druesorter Tocai Friulano, Arneis, Grecco og Fiano garanterer også spændende individualitet.
Mellem Friuli og Trentino ligger Veneto-regionen, som er bedst kendt for Amarone fra Valpolicella-området nord for Verona. Til denne kraftige og langtidsholdbare vin tørres druer fra Corvina-druesorten før gæringen for at koncentrere saften. Måske var Amarones grand seigneur Giuseppe Quintarelli. Lige øst for Valpolicella ligger Soave, en vigtig region for enklere, friske hvidvine fremstillet af Garganega og Trebbiano. Veneto står også for produktionen af Prosecco, som ikke kun hører hjemme her, men som også endelig har haft en beskyttet oprindelsesbetegnelse siden 2010.
Italien ganger skummende
De bedste mousserende vine fra Franciacorta i Lombardiet, som sagtens kan konkurrere med nogle af de bedste champagner, viser, at Italien kan producere mousserende vin. Først og fremmest vinene fra Ca' del Bosco. Ligesom i Champagne er Franciacorta afhængig af traditionel flaskegæring og de klassiske druesorter Pinot Noir og Chardonnay. Dog tilsættes normalt Pinot Bianco, som næsten ikke spiller nogen rolle i Champagne.
Når det gælder mousserende vin, har Emilia Romagna også skabt sig et navn med Lambrusco. Den var længe ugleset, men nu findes der flere og flere førsteklasses eksemplarer, som kan nydes som aperitif eller til en rustik snack takket være deres friske og livlige stil. De søde mousserende vine fra Piemonte, hvor den polariserende Moscato d'Asti har sit hjem, er også meget drikkelige.
Men selvfølgelig er Piemonte, som ligger lige syd for Alperne i det nordvestlige Italien, først og fremmest berømt for sine rødvine. Barolo og Barbaresco, som begge er fremstillet af 100 procent Nebbiolo, er måske Italiens rødvine par excellence. Med deres frugtige, tanninrige, kraftfulde og tætte karakter (Barolo) eller også betydeligt mere raffinerede og silkeagtige (Barbaresco) er de bestemt til et langt liv og er uden tvivl blandt verdens store vine. Conterno, Elio Altare, Gaja, Voerzio, Ellio Grasso, Luciano Sandrone, Vietti, Giacosa og mange flere er blandt topkvalitetsvinene. Rødvinene fra sorterne Barbera (især fra Alba og Asti) og Dolcetto er meget sjove, selv i en ung alder. Sidstnævnte er noget mere rustik end sin storebror, men ikke mindre spændende og en perfekt ledsager til pizza og pasta. Når det gælder hvidvine, er det ud over et par top-Chardonnay-druer den gamle, indfødte Timorasso-drue og den genoplivede Arneis fra Roero, der vækker opsigt. Renæssancen for disse druesorter er et sandt lykketræf.
Rødvinene fra sorterne Barbera (især fra Alba og Asti) og Dolcetto er meget sjove selv i en ung alder.
Hvis man vover sig ind i det centrale Italien, bliver man konfronteret med charmen ved de rødvine, der produceres der. Sangiovese er den ubestridte topscorer her, hvad enten det er i Chianti, i det historiske kerneland Chianti Classico, i Montepulciano eller i Montalcino, hvor sorten hedder Brunello. Sangiovese står for saftige vine med en mærkbar syre og åbenhed over for alle former for cuvée-partnere. Druesortens store succes - og toscanske vine i det hele taget - skyldes ikke mindst de mange adelsfamilier som Antinori, der har gjort toscansk vin fremtidssikret. De supertoscanere, der blev skabt i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne i sidste århundrede, såsom Tignanello, Sassicaia, Ornellaia og Masseto, er symbolske for det moderne Toscana, hvor internationale druesorter som Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc blev introduceret i cuvéerne med stor succes.
Abruzzo og Umbrien
Vinbønderne i Abruzzo aftapper også fremragende rødvine, især fra Montepulciano-druen, som har potentiale til at konkurrere med Italiens store rødvine. Den centrale region Umbrien, hvor Orvieto stammer fra, er kendt for sine fyldigere, mere oxidative hvidvine. I naboregionen Marche ved Adriaterhavskysten er Verdicchio di Castelli di Jesi en friskere, men seriøs hvidvin, som desværre bliver mere og mere glemt.
De syditalienske regioner Campania, Apulien, Basilicata og Calabrien er primært fokuseret på kraftige rødvine. I de senere år har Primitivo (som blev berømt i Californien som Zinfandel) fra Apulien haft særlig stor succes. Den kan være fyldig, syltetøjsagtig og en anelse for sød, eller meget mindre seriøs, kraftfuld og struktureret. Men den populære Aglianico-sort, som er grundlaget for Taurasi i Campania og Aglianico del Vulture i Basilicata, er i front, når det gælder syditalienske rødvine.
Sicilien og Sardinien - Italiens ø-vine
På Sardinien spiller den hvide druesort Vermentino, med både friske og frugtige sommervine og seriøst kraftige vine, og den røde Cannonau, der andre steder er kendt som Grenache, førsteviolin. På Sicilien er det især de næsten glemte indfødte druesorter, der i stigende grad giver hele øen et løft med hensyn til vindyrkning. Ud over Nero d'Avola, som er den sicilianske vindyrknings cash cow, er de gamle sorter Nerello Mascalese og Frappato i stigende grad ved at udkrystallisere sig som øens stjerneskud. De dyrkes på Etnas skråninger og giver delikate, elegante og meget komplekse vine, som minder om fin Bourgogne i deres elegance, men som er tydeligt præget af deres oprindelse på grund af den vulkanske jordbund. Ud over de bedste vingårde fra syd som Gulfi, Cos eller Occhipinti er vingårdene på Etna som Passopisciaro, Terre Nere eller Tascante med deres vulkanske vine måske den mest spændende vinregion i Italien i øjeblikket. Et insidertip, som snart ikke længere er et insidertip ...
