Alle, der kommer i kontakt med tyske topvine i dag, vil næsten altid støde på drueørnen, der er trykt på kapslerne på VDP-vine.
"Association of German Natural Wine Auctioneers" blev grundlagt i Koblenz tilbage i 1910 - forløberen for nutidens VDP, foreningen, der står i spidsen for tysk kvalitetsvinavl. Omkring 200 vingårde dedikeret til den absolutte topklasse. Vil du være medlem? Kun med invitation! Men hvad gør egentlig en VDP-vingård til en VDP-vingård?
I 1910 var vinverdenen et andet sted. Tysk vin havde et enormt ry på verdensplan, og der blev opnået toppriser på de årlige auktioner, der blev arrangeret af de regionale foreninger i Verband Deutscher Naturweinversteigerer. På de internationale toprestauranters vinkort stod vine fra Rhinen og Mosel side om side med de største årgange fra Bordeaux eller Champagne. Det var ikke usædvanligt at skulle betale en høj pris for Marcobrunner, Steinberger og lignende. Men lige så hurtig opsvinget var, lige så hurtigt begyndte foreningen og dermed hele den tyske vinindustri at vakle. To verdenskrige, fejlslagne høstår og en ny vinlov drev den tidligere galionsfigur ud i en dyb krise. Den blev dog aldrig opløst. I dag hedder foreningen "Verband Deutscher Prädikatsweingüter". Meget har ændret sig i de senere år, og nogle ting er blevet meget mere moderne.
Oprindeligt bestod foreningen af regionale sammenslutninger af naturvinsauktionærer fra Rheinhessen, Rheinpfalz, Rheingau og Mosel-, Saar- og Ruwer-regionerne. Målet var at bekæmpe vinforfalskning og hæve kvaliteten af tysk vin til et nyt niveau. Naturlig vin? Hvor kontroversiel denne type vinfremstilling end er i dag, så var naturvinsauktionærernes engagement for over 100 år siden både plausibelt og vigtigt. Deres mål var simpelthen at aftappe en vin så uforfalsket som muligt. Den sædvanlige procedure med at sælge en vin til handelen i tønder umiddelbart efter høsten førte til usmagelige "forbedringsforsøg" med sukkervand, tørret sukker og andre tilsætningsstoffer fra forhandlernes side. I VDNV's grundlæggeres øjne skulle en vin klare sig uden disse tilsætningsstoffer. Og hvad mere er: Efter en vis modningstid i vingårdens kælder skulle de også ende i flasken som "original aftapning". På det tidspunkt var en naturvin derfor ikke andet end et løfte om kvalitet, og forpligtelsen til denne stil var grundlaget for, at vingårdene kunne blive optaget i VDNV. Vinloven fra 1969/71 satte imidlertid en stopper for udtrykket. VDNV bøjede sig også for det nye system med kvalitet og Prädikat-vine og har siden heddet Association of German Prädikat Wine Estates. I dag er vinifikation og aftapning på selve vingården blevet en absolut standard. Andre blev tilføjet, såsom begrænsning af udbyttet eller håndplukning for vine fra Erste og Grosse Lage vinmarker.
For 110 år siden var det almindelig praksis at bortauktionere de producerede vine. Vinauktioner havde allerede en lang tradition i begyndelsen af det 20. århundrede. De gjorde det ikke kun muligt for vingårdene at markedsføre vinene selv, men fremmede også oprettelsen af deres egne vinhandelsstrukturer i de enkelte regioner. Budgiverne måtte væbne sig med tålmodighed, da vinene i første omgang forblev i vingårdenes kældre efter auktionen. Der kunne gå måneder eller endda år, før de blev tappet på flaske og leveret. At give vinene tid til at udvikle sig var derfor et andet vigtigt krav til auktionariusserne af naturvin. I dag oplever begge dele en renæssance: både auktioner og det at tage sig tid. Mange VDP-vinhuse sender nu først deres hvide "Grosses Gewächse" på markedet to år efter høsten, og de regionale foreninger i Nahe, Rheingau og Mosel opnår igen absolutte toppriser på deres auktioner, ofte endda verdensrekordpriser. Særlige aftapninger fra enkelte vinmarker og parceller udelukkende til auktioner er også meget populære. Wittmann's La Borne, Emrich-Schönleber's Auf der Lay, Markus Molitor's og Thomas Haag's Doctor, for blot at nævne nogle få. Et strejf af gamle dages pragt strømmer igen gennem vin-Tyskland og VDP.
Når det gjaldt vinkvalitet, spillede foreningen af tyske naturvinsauktionærer en absolut pionerrolle, og dens medlemmer udgjorde rækken af de bedste tyske vinproducenter for 111 år siden. Selv om de var langt færre end i dag, omfattede de kendte navne som Königlich-Preußische Weinbaudomäne zu Wiesbaden, nu bedre kendt som Staatsweingüter Kloster Eberbach, og brødrene Bassermann Jordans vingård i Deidesheim. Godt et århundrede senere beskriver VDP sig selv som den "kvalitative spydspids" i tysk vindyrkning og har pr. december 2020 196 medlemmer. Hvad kendetegner dem? Først og fremmest konsekvens - måske det vigtigste kriterium for optagelse i foreningen, som man hverken kan bede om eller købe sig til.
Det fremmer det faktum, at det er ret sjældent, at man går galt i byen, når man tager en flaske med ørneetiketten, uanset om det er en estate-, lokal- eller single-vineyard-vin. Det bliver dog ofte misforstået, at selv om VDP næsten altid har topvinhuse i sine rækker, er et vinhus uden medlemskab ikke mindre stærkt. Kort sagt: Ikke alle topvinhuse er medlem af VDP, men alle VDP-vinhuse er en topadresse.
På over 110 år har ikke kun de politiske og juridiske rammebetingelser ændret sig, men tysk vindyrkning - og dermed VDP - er også blevet mere mangfoldig. I dag findes der VDP-vingårde i alle 13 kvalitetsvinregioner, fra Bodensøen til Ahr, fra Saar til Elben. En slående forskel til grundlæggelsesperioden, for dengang var magtbalancen i det tyske vinland klart reguleret: Den 26. november 1910 mødtes kun repræsentanter fra Rheinhessen, Rheinpfalz, Rheingau og Mosel på Hotel Monopol i Koblenz. I begyndelsen af det 20. århundrede var disse regioner klart foran med hensyn til kvalitetsvinavl. Andre regioner som Baden og Württemberg blev betragtet som producenter af simpel "Zechwein", mens Nahe-regionen allerede havde tilsluttet sig VDNV i 1912. Af de "fire store" var Rheingau nok den region, der havde det største omdømme. Det første klassifikationskort over de bedste vinmarker blev udarbejdet her allerede i 1867 - det ældste dokument af sin art i verden. Rheinpfalz, som dengang hørte til Bayern, dækkede bl.a. området for det nuværende Mittelhaardt og var berømt for både Sylvaner og Riesling. Ved århundredeskiftet brillerede Rheinhessen med sine hvidvine fra Rhinens venstre bred.
Mosel og dens bifloder Saar og Ruwer blev betragtet som stjerneskud i den tyske vinkultur. Hvidvinenes lette og elegante stil var særligt populær i udlandet - ligesom den er det i dag.
De fire stiftende foreningers enestående position skyldtes helt sikkert også politiske og historiske omstændigheder. Men gamle kort over vinmarker, f.eks. fra Rheingau, vidner om, hvor stort udbuddet af unikke vinmarker ved Rhinen og Mosel var allerede dengang. På Rheingau-kortet fra 1867 er Kiedricher Gräfenberg og Erbacher Marcobrunn f.eks. markeret som førsteklasses områder. Selv i dag producerer Wilhelm Weil, Achim von Oetinger og mange andre vinbønder topvine her. Dengang må det også have været et spørgsmål om modenhed - varme, sydvendte vinmarker blev vurderet særligt højt. Princippet "Vores medlemmer ejer steder med verdensberømmelse!" (1929) er blevet opretholdt af VDP den dag i dag. Desuden er antallet af klassificerede steder eksploderet. Der er nu mere end 400 "Große Lage"-områder, og VDP-vinbønderne dyrker kun omkring fem procent af det samlede tyske vinmarksareal på ca. 5.500 hektar. Til sammenligning har Bourgogne - det store forbillede, når det gælder oprindelsesfilosofien - kun 39 Grand Cru-områder. At der hele tiden kommer nye steder til, som ikke nødvendigvis er i samme liga som de virkelig historiske topsteder, kan man sagtens se på med kritiske øjne. På den anden side er mange uanselige steder i køligere underregioner ved at indhente eller endda overhale tophundene som følge af klimaforandringerne. I Rheingau er f.eks. de kølige steder Lorch eller Hallgarten meget populære. Deres revaluering er kun et spørgsmål om tid.
Selv om der er plads til debat, bør der være enighed om, at VDP spiller en pionerrolle med sin filosofi om, at "jo mindre oprindelse, jo større vin". Det gælder både med hensyn til kvalitet og på vejen til at harmonisere det forældede kvalitetsvinssystem med den romanske vinlov. Gårdenes vine udgør grundlaget, de lokale vine er et trin over, og stedets vine er på toppen af kvalitetspyramiden - så enkel kan vinens verden være. Der er også nedture, som man må acceptere, som f.eks. afskaffelsen af tørre Prädikat-vine. En ting er sikkert: Dengang som nu sikrer VDP, at tyske vine igen i stigende grad anerkendes internationalt for det, de er: Verdensklasse.
