Riesling fra Mosel er indbegrebet af tysk vin for kendere over hele verden. Den forbindes med idéen om en let, endda delikat hvidvin, hvis kvalitet ikke er baseret på fylde eller kraft, men på finesse. Vine af denne type er meget sjældne på jorden. For at være præcis: ingen andre steder. Mosel - det er en verden for sig selv.
Selvfølgelig var denne verden ikke altid intakt. I det 19. århundrede blev mange vinbondefamiliers ejendomme splittet op som følge af den ejendomsfordeling, som Napoleon dekreterede. Mange virksomheder var ikke længere levedygtige, selv om de bedste Mosel-vine opnåede toppriser på de internationale markeder i begyndelsen af det 20. århundrede. Mange vinbønder havde kun valget mellem fattigdom eller at flytte væk. Der var ingen tegn på en ideel verden. Situationen blev endnu værre, da vinlusen ramte Mosel i 1907. De fleste af vinmarkerne blev ødelagt. Efter Anden Verdenskrig, da Tyskland lå i ruiner, var der stadig stor international efterspørgsel efter Riesling fra Bernkasteler Doctor og Wehlener Sonnenuhr. Men desværre var det ikke alle de 4.000 Mosel-vinbønder på disse vinmarker, der var (og stadig er) velhavende. De fleste af dem var glade for, at store vingårde og kooperativer tog druerne (eller mosten eller den unge vin) fra dem, men det, de derefter lavede af dem, ødelagde tyskernes ønske om lokal vin i årtier. Indtil 1980'erne var Mosel mere berygtet end berømt for sine søde senhøstvine af typen "Kröver Nacktarsch", som blev forstærket med sukkervand og sødet med stærkt svovlholdig most og drukket af overfyldte romerske glas med grøn fod, ofte ledsaget af fjollede drikkeviser. De romerske glas findes stadig i dag, og det samme gør de søde Spätlese-vine. Men de er ikke længere repræsentative for Mosels image.
Dagens profil er først og fremmest kendetegnet ved sin unikhed. Den lette, legende karakter suppleres af Mosel Rieslings umiskendelige smagsprofil: meget mineralsk med æble- og grapefrugtnoter i det tørre område, i det restsøde område med delikat frugtagtige toner, der minder om fersken, mandarin, honningmelon og, når den er moden, kvæde. Det hele er gennemsyret af en fræk syre.
Alle disse landsbyer ligger i Mittelmosel-regionen. Det er midtpunktet i den voksende region. Det er her, man finder den berømte gråblå, glitrende skifer, som er 400 millioner år gammel og stammer fra Devon-perioden. Det giver vinene deres udprægede "skiferagtige" smag. Vinbønder som J. J. Prüm, Fritz Haag, Thomas Haag fra Schloss Lieser og Ansgar Clüsserath har deres vinstokke der. Den kalkfattige devonskifer findes også ved Ruwer og Saar, to bifloder til Mosel, hvor man også har dyrket vin siden oldtiden. Begge områder ligger geografisk højere og er derfor køligere end Mellem-Mosel. Ruwer-vinene er ofte endnu mere racede, mere legesyge og kan være endnu mere delikate - f.eks. familien Tyrells Karthäuserhof. Saar-vinene har også en "stram" syre, som vinbønderne siger. Vinbønderne har gjort en dyd ud af, at vinmarkerne der regelmæssigt rammes af tidlig frost. De lader nogle af deres druer hænge i november eller december, og når termometeret falder til under minus 7 °C, producerer de fremragende isvine. Egon Müller og Geltz Zilliken har deres vinmarker der. Egon Müller og Geltz Zilliken har deres vinmarker der. I øvrigt er navnene Ruwer og Saar blevet fjernet fra det officielle navn på vinregionen siden 2008 - til stor irritation for de lokale vinbønder.
Der dyrkes også vin i Øvre Mosel (mellem Trier og Wasserbillig på grænsen til Luxembourg), men hovedsageligt Elbling. Nedre Mosel er derimod igen Riesling-land. Dette område mellem Zell og Koblenz er i stigende grad kommet i fokus for vindrikkere i de senere år, ikke mindst på grund af de usædvanlige rieslinger fra Heymann-Löwenstein. Vinmarkerne her er ikke blevet genplantet, hvilket har ført til, at mange vinbønder har opgivet vindyrkningen af rentabilitetsmæssige årsager. De, der er blevet tilbage, producerer nu nogle af de mest spændende Mosel-rieslinger ved heroisk manuelt arbejde på eventyrligt høje terrasser, ofte kun på størrelse med et håndklæde. Nogle af terrasserne er sikret med reb som alpine via ferratas og kan kun nås via trapper eller stiger. For at kunne transportere tunge laster måtte der mange steder installeres minijernbaner (monoracks) på pisterne. Winningen, Hatzenport, Pommern, Bremm - det er navnene på de mest kendte vinbyer på Terrassenmosel, som dette afsnit kaldes. Der er mere kvartssandsten end skifer, hvilket gør vinene noget kraftigere og mere fyldige end dem fra den midterste del af Mosel. De har en særlig mineralsk smag, ofte rigtig salt. De har lige så meget til fælles med tidligere tiders sene "Kröver Nacktarsch"-høst, som et Rainer Werner Fassbinder-opus har med en klistret Heimat-film.
De tørre kvaliteter findes oftest i sortimentet af enkle vingårdsvine. Spätlese-vine laves kun lejlighedsvis tørre, og selv om der står "tør" på etiketten, kan restsødmen godt være 10 gram pr. liter. Nogle af de bedste vinbønder er endda overbeviste om, at den tørre vintype er malplaceret i Mosel. Egon Müller og J. J. Prüm klarer sig f.eks. uden tørre vine og derfor også uden Grosse Gewächse. Ifølge VDP må disse ikke have mere end 10 gram restsødme pr. liter, heller ikke på Mosel, for at garantere det "tørre udseende". Restsødme i denne størrelsesorden kan næppe smages i Mosel-vine, da syren generelt er høj. Alligevel sker det gang på gang, at topvine overskrider denne grænse (bl.a. fordi de er spontangærede), og så må de ikke markedsføres som GG, men kun som Riesling "Erste Lage".
Mange vinbønder i Mosel er af den opfattelse, at deres Rieslings karakter kommer bedst til udtryk i vine med en delikat, smagfuld restsødme. Vinelskere tilslutter sig i stigende grad dette synspunkt. De foretrækker halvtørre vine med et restsukkerindhold på mellem 12 og 18 gram pr. liter frem for tørre vine. Denne smag kaldes "feinherb". Eller de går endda efter de "frugtagtige" vine med et restsukkerindhold på over 18 gram pr. liter. I disse vine er samspillet mellem sødme og syre endnu mere raffineret. Desuden viser de frugtige og halvtørre vine sig at være usædvanligt langtidsholdbare, mens de tørre vines charme langsomt forsvinder efter et par år.
En specialitet, som ikke findes andre steder i verden, er de ædle søde vine, som høstes regelmæssigt og i højeste kvalitet over hele Mosel: Auslese, Beerenauslese, Trockenbeerenauslese og isvine. De produceres af ekstremt sent høstede druer eller bær, som er blevet ramt af ædel råddenskab på vinstokken, bliver brunlige i farven og dækket af grim skimmel. Men det er netop disse druer, der giver vine med en tung sødme, som alligevel løber let og legende over tungen, fordi de er gennemsyret af en meget høj syre. De har kun 9 volumenprocent alkohol, Trockenbeerenauslesen og isvine med høj vægtfylde endda kun 7,5 volumenprocent alkohol - i modsætning til Sauternes fra Frankrig, som har dobbelt så meget alkohol. Disse vine, som ofte er omhyggeligt håndplukkede (som de lokale i Mosel kalder det at plukke ædle, rådne bær af druen), er sjældne og tilsvarende dyre, men de byder på uforglemmelige smagsoplevelser. Kendere er begejstrede for "englenes sved".
