Som tidligere med Rings er 24er Saumagen fra Philipp Kuhn endnu en gang et imponerende udtryk for, hvad der kendetegner dette berømte Kallstadt-sted: krystallinsk klarhed, levende spænding og en næsten tavs kraft, der ikke kommer til udtryk i overfladisk frugt, men i mineralitet, krydderi og tekstur. Selve stedet er legendarisk - ren kalksten blandet med rødlig terra fusca med jernindhold, en geologisk sjældenhed. Vinstokkene står i omkring 300 meters højde, vinmarkerne er kølige, væksten er sparsom, og arbejdet i vinmarken er rent manuelt, økologisk og omhyggeligt. Nogle af de bedste parceller, herunder dele af det berømte Lieux-Dit "kridt", indgår i vinen her - stadig uden separat vinifikation, bevidst samlet under navnet Saumagen. Allerede i næsen er 24'eren usædvanlig syrlig og impulsiv: masser af citronskal, frisk merian, salvie, fennikel og grøn te med en underliggende mørk krydrethed, der næsten minder om enebær og laurbær. Der er også en antydning af skalkalk, knust sten og kold røg. Frugten spiller tydeligvis andenviolin, men den er der - delikat og præcis: grøn mirabelleblomme, umoden vinmarksfersken, et strejf af solbær. Ikke en overdådig frugtkurv, men en fint mejslet, næsten botanisk aroma. Den dufter af en kølig årgang, af højde, af oprindelse. Smagen er kompromisløst tør, stram og gribende, med krystalklar syre og knivskarp præcision. Lime, cedertræscitron, fennikelgrønt, estragon og et strejf af grapefrugtskal. Alt løber over en rygrad af kridtagtig, næsten salt mineralitet. 2024 er noget mere tilgængelig her end 2023, med mindre reduktion, noget mere poleret syre, men uden at miste noget af sin spænding. Den urteagtige vildskab er stadig til stede, hvilket gør vinen udfordrende, men også fascinerende. Årets Saumagen er næsten arkaisk i sin stil, syrlig, gribende, dyb - en vin, der måske minder mere om bjergvinmarker i Savoyen end den ofte mere opulente stil i Pfalz. I eftersmagen bliver saltholdigheden hængende til allersidst, båret af et strejf af hvid peber, citrontimian og tørret kamille. Der er stadig en indre spænding, en næsten elektrisk energi i ganen - ikke højlydt, men permanent til stede. Og på trods af denne næsten asketiske strenghed er der også en vis ro i vinen, en selvstændig balance, der viser sig: Alt er bare rigtigt her. Den mest krævende, mest stenede, måske også den mest spændende Riesling i årgangen hos Philipp Kuhn.
