Vinen har 12,5% vol. alkohol. Et næsten typisk alkoholniveau for Molitor, der som ikke-medlem af VDP simpelthen ikke er bundet af nogen specifikationer og får lov til at arbejde med restsukkeret på en sådan måde, at vinens balance bliver bedst mulig. Først og fremmest udstråler vinen en utrolig finesse. Klart mere kvæde end renegade, næsten ingen citrusfrugt, lidt nashi-pære, boscoop-æble, slet ikke den typiske stimulerende Riesling-citrusfrugtighed, men simpelthen finesse, alt synes at være båret, med en antydning af Meursault, der giver genlyd et sted. Underneden skifer, der minder om Pouilly fume, flint, meget tydeligt udtalt. Det hele understøttes af kridt og en fin saltholdighed, også her med associationer til kridtholdig kalkstensjord. Dette er så fint og multikomplekst. Her igen en blanding af stenede noter, flint, sandsten, men så meget intens og så ekstremt salt. Kvæde, pære, æble, alt er dækket af brutal mineralitet og salt. Mineralitet er nøgleordet hos Markus Molitor, og næppe nogen anden vin udtrykker det så godt. Alt sidder fast i minutter i denne salte stenethed. Vinen udviser en elegance, en universel multikompleksitet, som kun de bedste hvidvine i verden kan tilbyde. Uanset om det er chardonnay, riesling eller chenin blanc. En uendelig historie i munden, og jeg må virkelig spørge mig selv, hvor ofte jeg har smagt en vin med denne intensitet, kompleksitet og mineralitet. Virkelig gode sager. Men vinen har brug for meget, meget lang tid til at integrere denne enorme mineralitet ordentligt. Det er stadig en vin, der handler langt mere om elegance og sten end om frugt. Men det er netop Markus Molitors spil. Elegance og mineralitet, når det er bedst. 100+/100
