Plenitude 2-linjen er Dom Perignons sene udgivelse med endnu længere lagring på gæren. P1-versionen, dvs. den almindelige Dom Perignon, modnes på gæren i mindst otte år, før den degorgeres. P2'erne forbliver derefter på gæren i mindst 15 til over 20 år. De ekstremt sjældne P3'ere ligger endda på gæren i over 25 år, før de frigives. Denne ekstremt lange modning giver den endnu mere dybde, finesse og frem for alt lang levetid. Selv under produktionen af den normale Dom Pi beslutter domænet med hensyn til P2, om årgangen skal produceres som Dom Perignon. Kun hvis basisvinen har potentiale til at forblive på gæren i 15 år eller mere i kældermesterens øjne, bliver der produceret en Dom Perignon. Hvis ikke, kasseres årgangen og indgår i Moët & Chandons nonvintages. 2008'eren har 4,5 g/l dosage, som næsten alle P2'ere, så teoretisk set er den endda ekstra brut, men Maison vil helst have brut på etiketten. Jeg fik lov til at smage 2008 for første gang til en frokost på Dom Perignons historiske vingård i Hautvillers, seks måneder før den blev frigivet. Det er en betagende, endda vanvittig vin. Brutalt ung, sammenvævet og stram som en sløjfe. Den slikker stort set kalksten. Den er stadig meget koncentreret i næsen og afslører kun nuancer af let citrusfrugt, kridtstøv og hvid frugt, fin reduktion, ingen eksotisme og ingen overdådighed som i nogle andre år. En saltholdig eksplosion i munden, vinen maser sig ind på tungen med enorm præcision, kun ligeud, løber som med skyklapper, mineralsk, salt, lime, mynte, alt skyder kanaliseret mod et punkt for enden af ganen, fader så ud delikat cremet, indtil den mineralske hammer overtager afslutningen igen. Den er så kraftig, at tungen ruller. Dette er en kugle! Smagsmæssigt er dette den yngste P2, jeg har haft på tungen, stadig næsten uudviklet og efter mere end 15 år på gæren helt fantastisk. 2008'eren har faktisk brug for yderligere 5 til 10 år efter degorgering - minimum. En legende i støbeskeen, men ikke for svage sjæle.
