Den smarte, blomstrede etiket kan få dig til at tro, at dette er en frugtagtig rosé - men Balsamia er meget mere en tusmørketilstand af lys og skygge, en roséfarvet drøm med en mørk kerne. Alle, der kender Christian Tschida og hans vine, ved det i hvert fald. Ingen Felsen II i denne årgang, men dette nye udtryk: Tschida aftapper denne fortolkning af sin Syrah-parcel for første gang i 2024 - og kun i magnum. Og enhver, der åbner den, fornemmer straks, at dette ikke er nogen simpel, rosafarvet sommerstemning, men en stille, dyb rystelse. Druerne kommer fra kridtholdige jorde nær Neusiedler See, høstes i hånden, presses direkte, uden indgreb, uden filtrering, uden svovl. Det, der er tilbage, er det rene udtryk for et sted og en holdning. Rosé? Ja, måske. Men snarere en flydende mellemtilstand - et sted mellem rød, pink og røg. I glasset skinner Balsamia i en mørk, næsten murstensfarvet rosé nuance - som tørrede rosenblade med et strejf af kobber. I næsen udfolder der sig et stille drama: sorte kirsebær, tørrede figner, delikate balsamico-noter, lavendel og allehånde. Der er også et strejf af enebærrøg, knust rosmarin og en næsten jordagtig varme. Intet skingert, intet højt - alt er dæmpet, dybt og meget roligt. En finmasket struktur på ganen, fløjlsagtig, men med et køligt greb. Syren er trukket gennem midten som en silketråd - bærende uden at skære. Vinen glider - balsamisk, urteagtig og krydret i sin smag. Mørke kirsebær igen, men også blodappelsin, et strejf af pink peber, lidt Assam- og rooibos-te. Eftersmagen er et fint samspil mellem syrlig frugt og urteagtig eftersmag. Ikke en rosé til at drikke væk, men til at synke ned i. Balsamia er ikke en farve. Det er en tilstand. En roséfarvet skygge. Som det sidste lys i horisonten. En vin, der ikke kæmper om opmærksomheden, men tager den afslappet. Og endnu en gang viser Christian Tschida, at det ikke er kategorier, der tæller, men kun resultatet i glasset.
