Druesortssammensætningen i 2019 er 57 procent Cabernet Sauvignon, 27 procent Merlot og 16 procent Petit Verdot. Château Meyney er - mere eller mindre i protest mod omklassificeringen - ikke længere med i Cru Bourgeois-klassificeringen for 2020. Så nu er det kun Château Meyney. Udspringet begyndte på slottet den 5. marts, blomstringen den 27. maj. Veraison, dvs. farvning af druerne, begyndte derefter omkring den 23. juli. Merlot blev høstet fra den 24. til den 30. september, Cabernet Sauvignon fra den 3. til den 11. oktober og Petit Verdot i begyndelsen af oktober. Château Meyney er kendt for sin ekstremt omhyggelige sortering. Alt håndplukkes og forsorteres i vinmarken. Druerne lander derefter på et sorteringsbord igen på vingården, hvor de afstilkes og derefter gennemgår den endelige optiske lasersortering. Vinificeringen foregår parcel for parcel. Med andre ord, hver enkelt vinmark for sig selv. Derefter er der kold maceration i et par dage. Hele processen foregår i åbne træfermentorer. Lagringen foregår 35 procent i nye barriques, resten i brugte barriques. Den malolaktiske gæring finder også sted i denne beholder. Jeg ved ikke præcis, hvornår gennembruddet på Château Meyney begyndte. Der har allerede været store år som 2009, 2010 og 2015. Efter min mening blev Meyney et rigtigt stjerneskud fra 2016 og senest 2018. Og nu kommer 2019. Helt sikkert sammen med Le Boscq (eller endda før) på samme niveau som den klassificerede Château Phélan Ségur. Sammen er de tre direkte forfølgere af Cos, Montrose og Calon Ségur. Næsten sort med en lys lilla kant. Meget intens, moden blommenæse med sorte kirsebær. Men også masser af anis, mynte og eukalyptus. Peber, meget tydeligt skarp i næsen. Mørk frugt, kun et lille hint af cassis. Lidt brombær, men vi forbliver tematisk mere i de sorte kirsebær og mørke, modne blommer. Forbløffende nærværende i munden med en pebret krydring, sort peber. Så regn på varm asfalt. Lidt trækul og brændt kød. De 35 procent fra den nye barrique er absolut mærkbare. Allerede lidt af en "vin de garde". Og i denne mørke smag, med masser af estragon og lidt gammel balsamicoeddike underneden, med saftige, men absolut tilstedeværende tanniner, er det en typisk Saint-Estèphe. Samtidig er den enestående elegant. Tanninerne er massive, men fine og polerede. Ganske meget frugt. Slåen kommer langsomt til. Lidt cassis og ribs. Masser af tryk og fremdrift, men samtidig er 2019 mere elegant og frisk end 2018. Saint-Estèphe og det nordlige Médoc er virkelig på vej frem i 2019. Jeg placerer den ikke klart over Le Boscq, men den er bestemt på mindst samme niveau, og den er endda bedre end 2018. Disse Saint-Estèphes, Meyney, Le Boscq og så Lilian Ladouys lidt under dem, er de perfekte vine til mellemklassepungen. Quasi en pris-præstations-hammer. Jo længere jeg smager på den, jo stærkere bliver denne Meyney, og måske når den endelig op på samme slutniveau som 2018. 97+/100
