En af de 3 ægte 1er Crus Pomerols sammen med Petrus og Le Pin. Denis Dourantou er en kunstner og en begavet vinmager (se også Amelisse og Montlandrie). Altid stor i svage år, ofte den bedste Pomerol i ordets egentlige forstand i gode år (Le Pin er dybest set en stilistisk Bourgogne, og Petrus er ikke helt så konsekvent). Manden og hans arbejde er ikonisk, han rammer det optimale i årgangen og frem for alt dens typicitet som nok kun hans kongeniale modstykke fra Saint Emilion, Francois Mitjaville. Hvis man havde råd til det, ville købet af disse to vine afspejle det arketypiske optimum på den højre bred i hver årgang. 85% Merlot, 15% Cabernet Franc. Sort i farven. Dyb Pinot Noir-næse, der minder om biodynamik, ligger mellem Richebourg fra DRC og Beaux Freres Pinot Noir fra Oregon. Hvor heldigt, at de bedste vinmagere på Right Bank netop arbejdede imod det fede kraftår 2009 og benyttede lejligheden til at fremhæve friskhed og finesse på trods af den naturlige overdådighed. Og her er endnu et fremragende eksempel på denne filosofi. Røde og sorte kirsebær, rosenblade, de fineste praliner, brombær, hindbær, skovjordbær og altid frisk blomme. Æteriske olier, timian, eukalyptus og mynte, der er så sprøde og kølige og svæver i et silkeagtigt, hyggeligt tæppe af tannin. Der er ikke brug for flere linjer med ekstravagante adjektiver. Her har vi delikatessen fra Le Pin og Le Gay og noget af overdådigheden fra Evangile og harmonien fra Petrus. Lad mig sige det med Francois Mitjaville: Alt er perfekt, ingen grund til at forudsige fremtiden, alt er der allerede, et kedeligt år, en kedelig vin! 100/100
