Lobenberg: Dette er Trocard-familiens anden, meget populære vingård i Saint Emilion. Vinen dyrkes på kalkstensplateauet over Fombrauge, lige på toppen af bakken. Benoit Trocard bor der selv og har daglig kontakt med vinstokkene. Kun 7 hektar. 100 % kalksten. Gamle vinstokke, han har købt det hele hektar for hektar af gamle vinstokke. 85 % Merlot og 15 % Cabernet Franc. Tilgangen er dog helt anderledes end på Clos de la Vieille Eglise i Pomerol. Her bruger Benoit en stor del nyt træ (70 %). Men vinene har også en tilsvarende mængde kraft og syre heroppe. Jeg var lidt mistænksom i 2015, fordi træet var ret tydeligt. I 2016, med denne endnu strammere syre, denne større friskhed, suger den bogstaveligt talt træet væk. I næsen er der slet ingen antydning af træ, men derimod en vidunderlig, tæt, moden blanding af solbær og hindbær. Dette ledsages af blomme, fine surkirsebær og lidt gul frugt. Æterisk, velduftende, fin, svævende, næsten sublim. Fuldt tryk på ganen. Sort og rød frugt. Masser af blomme, men også det der solbær/kirsebær/hindbær-mix igen. Meget kraftig, men helt usød, helt gæret, ikke en eneste antydning af syltetøj. Dette er en ultrafin, elegant, delikat vin, men samtidig har den en utrolig mængde kraft. Det er et lille monster. En blockbuster og alligevel ultrafin. Jeg ville nemt give den 10 år, før jeg ville åbne den. Måske endda længere. En vin til mange, mange årtiers lagring. Efter min mening kan alle 2016'ere ældes utroligt godt. Selv Clos de la Vieille Eglise fra samme hus kan sagtens gemmes væk i mange årtier. Denne Clos Dubreuil er endda nødt til det, fordi den simpelthen ville have for meget damp de næste 10 år, selv om den også er så fin, at den vil være nem at drikke en dag, og du kan tømme en hel flaske alene. En superdelikat kraftfuld Saint-Emilion. Den er mindst lige så god som 2015, og måske endda en anelse bedre takket være dens livlige friskhed og præcision, da 2015 måske var lidt mere voluminøs. 98+/100
