Demeter-certificeret dyrkning på et 400 år gammelt vindyrkningsterroir, som er monopoliseret af slottet. Terrænet i Béru er højere og noget køligere end den højre cru-skråning i byen Chablis. Høsten finder normalt sted omkring to uger senere på Beru. Her er fokus på ren natur, helt uafhængig og afsondret. Ingen kemikalier i vinmarkerne, alt vokser og gror. Mest i brugt træ, større tønder bruges også. Le Montserre er toppen af bakken i Beru-terroiret, Domaine's højeste sted. Kun forvitrede, mineralrige kalkstensplader, ekstremt fattig jord. Og det kan man se direkte på Le Montserre. Stenet, gold, præget af salt, betydeligt mindre frugtintensitet og volumen end for eksempel Orangerie eller Clos Beru. Men måske den mest typiske Chablis-næse. Kun flint, kridtstøv, østersskal, limeskal og citrus i næsen. Ingen stenfrugt, ingen sødme, kun den flydende sten med saltmaritime egenskaber. Den lugter af fossiler opløst i havvand. En kølig stenvin, også lidt røget, vådt kridt, lidt Sancerre-reminiscens. Lys og krystallinsk i udseendet, strålende, men absolut sparsom og tilbagetrukket, på samme tid kølig og rolig, men alligevel elektrificerende vital på ganen. Indgangen til munden er næsten et angreb, brutalt salt, citrusroulette på tungen, kompromisløst gribende. Den livlige, kølige syrestruktur skyder gennem munden, afbødet af en meget lille antydning af moden citrusfrugt og lidt gærsmeltning. Øjnene spærres op, og tungen ruller. Wow, det er skarpe sager. Den flydende legemliggørelse af Chablis-jordbunden, som om kalkstenen i glasset var blevet vredet ud og garneret med citrusskal. De, der leder efter lidt mere charme og blødhed, bør gå efter de andre Chablis fra Beru, som alle har lidt mere frugt og tæthed. Montserre er for de freaks, der kan lide at slikke på saltstenen og vil have den reneste, køligste, ligefremste og mest stenede Chablis i glasset. En stor Chablis, men kun for mineralitetsfreaks. Store sager under alle omstændigheder. 96+/100
