Vi kender rosé på Grand Cru-niveau fra Viña Tondonia, Sylvain Pataille og senest siden Aldingers genistreg Trollinger ved vi, at noget lignende også findes i Tyskland. Ren Pinot Noir, spontangæret og modnet i brugte barriques. Kun en meget sart rosa farve. Den lidt vilde næse er et sandt brag i ordets bogstaveligste forstand: Det første, man bemærker, er den fine røgede krudtreduktion, som vi allerede kender den fra Julians hvide vine. Så en kølig havbrise - ja, næsten lidt østersskal, grapefrugt og en tydelig rød bærsmag med hindbær og ribs. I smagen træder den knivskarpe syre virkelig i karakter sammen med fine tanniner. Hvilket genialt samspil med denne gribende tekstur. Du vil lede forgæves efter charmerende frugt her, det er en slagkraftig, kraftfuld vin. Alt går op i en højere enhed, denne rosé er så ultra-pikant, wow! Sure kirsebær, salte hindbær, lidt grapefrugt igen, men så også en utrolig mængde kridtagtigt greb. Kompromisløst gold og salt-mineralsk, lang og levende. En intellektuel, stenet rosé, som man er nødt til at engagere sig i. Jeg anbefaler, at man drikker den af store glas hele aftenen og følger dens udvikling. Det er ikke en simpel rosé, man kan nippe til på terrassen, men det ville jeg heller ikke have forventet af Julian Huber. På den anden side ville jeg heller ikke have troet, at jeg ville blive så overvældet af den. Chapeau, en ægte berigelse!
