Den solrige region med køligt klima i den nordlige del af New Zealands sydø er et hotspot for meget individuelle Chardonnay'er og Pinot Noir'er.
Nelson er en relativt lille vinregion, der ligger vest for Marlborough i den nordlige del af New Zealands sydø. Den tæt skovklædte Richmond Range adskiller denne "underdog-region" fra sin meget mere kendte nabo. Hovedårsagen til den manglende berømmelse er regionens manglende størrelse og snævre grænser. Når det gælder vindyrkning, står Nelson i skyggen af sin større nabo Marlborough, simpelthen på grund af sit lille vinmarksareal. Med lidt over 1.100 hektar vinmarker er det kun tre procent af landets vindyrkningsareal, der hører hjemme her. Desuden er vingårdene her generelt ret små. Der er færre end 30 vingårde i Nelson, som alle er familieejede, og den gennemsnitlige størrelse på 12 hektar ligger et godt stykke under landsgennemsnittet.
Økonomisk set er rolige Nelson dog alt andet end ubetydelig! Byen er hjemsted for den største fiskerihavn i Australasien. Den lille, livlige by Nelson er også base for New Zealands vineksport. Alt, hvad der kommer fra Sydøen, sendes herfra, og det samme gælder en stor del af vinen fra Nordøen. I modsætning til andre regioner i New Zealand er landskabet her i dette solrige, maritime klima ikke domineret af vinstokke, da de vigtigste landbrugsafgrøder her er kiwi, humle og bær.
Nelsons første vingård blev grundlagt i 1868 og var i drift indtil 1939. En "afholdsbevægelse", som havde til formål at reducere forbruget af alkohol og cigaretter, var dog allerede et emne i New Zealand i det 19. århundrede. Ved en folkeafstemning i april 1919 gik 49,9 procent af newzealænderne ind for at forbyde disse stimulanser. Vindyrkningen udviklede sig derfor meget langsomt. I USA gik vinproduktionen endda officielt i stå indtil 1933.
Hermann Seifried, en østriger, som flyttede til New Zealand, begyndte at plante vinstokke i Nelson i 1974. Kort tid efter fik Seifried følgeskab af andre pionerer som Tim & Judy Finn fra Neudorf-vingården, som i løbet af få årtier blev en af de bedste Chardonnay- og Pinot Noir-producenter og den vigtigste kvalitetsvingård i New Zealand.
Nelson er opdelt i to klart adskilte underregioner: Waimea Plains og Moutere Hills. I modsætning til nabolandet Marlborough er der som nævnt ikke så store, vidtstrakte områder her til at plante store, homogene vinmarker.
Waimea Plains ligger i et tidligere flodleje og er derfor domineret af alluvial jord. Den vandgennemtrængelige, grusede karakter af de ret dybe jorde betyder, at vinstokkene normalt skal vandes. Vinene herfra er generelt ret elegante og også mere delikate med hensyn til krop.
Moutere Hills hæver sig over Waimea-sletterne i nordvest. Vejret her er noget vådere og varmere. Jorden består af grusholdig lerjord, som kan lagre mere fugt end den alluviale jord på Waimea-sletterne. Derfor klarer de fleste af vinmarkerne her sig uden kunstvanding. De resulterende vine er tættere, kraftigere og mere koncentrerede.
På grund af sin placering i det nordvestlige hjørne af New Zealands sydø får regionen betydeligt mere nedbør (næsten 1.000 mm) end Marlborough øst for regionen. Den vestlige og sydlige del af regionen er beskyttet af bakker og er noget tørrere end den nordlige og østlige del på grund af denne regnskygge. Sommermånederne i Nelson er generelt varme og relativt tørre, og sandsynligheden for regn stiger først om efteråret.
Vinmarkerne ligger ikke langt fra Tasman Bay, som giver et køligt, solrigt og maritimt klima. Nærheden til kysten betyder, at sommerdage afkøles af konstante havbriser. Nelson har sammen med Marlborough ofte flest solskinstimer i New Zealand. Men selv om sommeren ligger temperaturen her normalt mellem behagelige 22 og 25 °C. Sammenlignet med øernes sydligste region, Central Otago, hvor klimaet er kontinentalt, er der mindre variation mellem dag- og nattemperaturer i løbet af vækstsæsonen, hvilket resulterer i blødere og rundere vine.
Sauvignon Blanc er den vigtigste druesort i Nelson, ligesom den er det i nabolandet Marlborough - mere end 50 procent af alle vinmarker er beplantet med den. Den respektive placering (på sletten eller i bakkerne) spiller en vigtig rolle for vinens stil. Generelt er druesorten noget køligere her end i Marlborough og ikke helt så overdådigt aromatisk. På steder, der er relativt flade og varme, kan frugtprofilen være ret eksotisk og fuld af søde, modne røde æblesmage.
Chardonnay og Pinot Gris udgør hver især omkring 10 procent af beplantningen i regionen. Waimea Plains har en tendens til at producere elegante versioner, der er lagret på træfade, mens de mere fyldige sorter har en tendens til at komme fra Moutere Hills.
Pinot Noir er den hyppigst dyrkede røde druesort og tegner sig for omkring 15 procent af vinmarksarealet. Som allerede nævnt er de daglige temperatursvingninger moderate. Især på sletterne fører det til en blødere fortolkning af druesorten sammenlignet med de krydrede, jordnære Pinot Noirs fra Central Otago på den sydlige del af øen. Nelsons kuperede områder kan dog producere mere intense, koncentrerede versioner af druesorten.