For nylig udnyttede jeg al den tid, man har tilbage i øjeblikket med alle de store begivenheder, til at tilbringe en hyggelig aften med at se film om vin. En af filmene på listen var "The Wine and the Wind", som jeg allerede havde nydt i biografen. Filmen handler om tre søskende fra Bourgogne, som skal dele familiearven, en vingård på Côte d'Or, efter deres fars død.
Mens den ældste bror Jean forlod landet for mange år siden efter flere konflikter med sin dominerende vinbondefar, blev hans søskende Juliette og Jérémie i Bourgogne. Jérémie giftede sig ind i en velhavende, borgerlig familie, og Juliette opdagede sin passion for vin i en tidlig alder og kastede sig over arbejdet på familiens vingård. Faderens død bringer endelig alle tre sammen igen, gamle sår bliver genåbnet, og der opstår en strid om arven, da den enormt høje arveafgift skal betales. Og det næste efterår og druehøsten er lige om hjørnet.
Den manglende beskyttende hånd
Selv om alt går godt i sidste ende, viser filmen de enorme udfordringer, livet som vinbonde kan byde på, hvor usikker og næsten fortabt man er som ung, når man ikke har den hjælpende, beskyttende hånd, der altid har været der til at rådgive og støtte en i alle vigtige beslutninger. En scene i vinmarken, hvor Juliette skal beslutte, hvornår der skal høstes, er typisk for dette: Er bærrene modne eller ej? Skal jeg vente to dage mere eller plukke dem i morgen? Hvad ville hendes far have besluttet?
Heldigvis er sådanne dramatiske udviklinger ikke reglen på vingårde, men der er også eksempler på dem i det virkelige liv. Tænk bare på Julian Huber, som måtte overtage ansvaret for familiens vingård i 2014 i en alder af 24 år efter sin far Bernhards død. Eller Theresa Breuer, som pludselig blev kastet ud på dybt vand i 2004 efter sin fars uventede død.
Generationsskifte
Bortset fra sådanne skæbnesvangre hændelser er det normalt en lang proces at overdrage en virksomhed til den næste generation af vinbønder. Forældregenerationen har styret vingården sikkert i årtier, måske endda bygget den op. Og nu kommer den næste generation og vil overtage det hele. Der er en blanding af glæde og bekymring. Glæde over, at alt vil fortsætte og forblive i familien, bekymring over, hvordan alt kan ændre sig brat, når den næste generation tager over. Det er klart, at man vil komme op at toppes fra tid til anden.
Udfordringen her er at finde en balance mellem konsekvens og fremskridt, mellem kontinuitet og konstant udvikling. Nye ideer, som beriger de eksisterende, bringer en vingård fremad. Ideelt set er forældregenerationen åben for nye input, klamrer sig ikke til gamle strukturer og giver stadig vingårdens og vinenes filosofi videre til den næste generation. Der er mange vellykkede eksempler på dette: Fritz Haag, Emrich-Schönleber, Dönnhoff og Kühn.
Nye forbindelser, nye ideer
Unge vinproducenter absorberer nye ideer mere end nogensinde før. En af grundene til det er, at undervisningen er blevet mere mangfoldig og åben for nye ideer. Metoder, som tidligere var ildesete, er nu en del af pensum på vinakademierne, selv om selv tilsyneladende banale emner som spontan gæring stadig er lidt vanskelige at undervise i. Meget vigtigere er det dog, at alt i vinverdenen er blevet meget mere netværksbaseret i de senere år. Man har kontakt med vinproducenter fra hele verden, og på universiteter som Geisenheim møder de studerende medstuderende fra Italien, Spanien, Argentina og Georgien. Væk fra forelæsningssalene foregår det egentlige studium - man smager vine sammen, diskuterer dyrknings- og vinifikationsmetoder, skændes heftigt, for til sidst at ligge i hinandens arme og skåle for venskabet.
Den vigtigste fase i en vinbondes liv
Forståeligt nok drages man så også til skabelsens kilder, til vingårde over hele verden, hvor der laves og tænkes vin på en helt anden måde end hjemme på familiens vingård, hvor nydelsen opleves på en helt anden måde. Hjemme hos forældrene bliver de indsamlede ideer så realiseret og afprøvet i nye projekter. Det er nok den vigtigste fase i en vinmagers liv. At prøve ting af, at finde sin egen stil, uden at føle det pres, der senere vil følge med, når ansvaret for vingården ligger på en selv.
Man kan nu smage en række af resultaterne af denne vigtige udviklingsfase, som længe har været mere end blot eksperimenter. Der er Carsten Saalwächter fra Ingelheim, en af nybegynderne par excellence, som først fik erfaring i Tyskland hos vinproducenter som Stodden, Schnaitmann, Becker og Ziereisen og derefter i Bourgogne hos Thierry Brouin og Jean Chartron. Og så er der Sophie Christmann, som er ved at skrive et nyt kapitel i Pinot Noirs historie i Pfalz efter at have arbejdet over hele verden.
Træd ind i usikkerheden
Og så er der dem, der oprindeligt slet ikke havde noget at gøre med familievingårde og vinfremstilling. Dem, der er drevet af en fascination af vin og endelig tager springet og realiserer deres drøm om at eje deres egen vingård. Nogle gange er resultatet de måske mest spændende projekter. Vi kommer til at høre meget mere om Stefanie og Fabian Lassak fra Württemberg, som siden 2016 har opdyrket gamle terrasserede vinmarker i Hessigheim am Neckar og produceret fantastiske Lemberger-, Pinot Noir- og Riesling-vine i stil med en lille, fin vinmanufaktur.
Rien n'est impossible!
Rulleteksterne kører nu på tv. Selv i det borgerlige Bourgogne, hvor meget foregår bag lukkede døre, og hvor veletablerede vinbondefamilier har regeret over de samme marker i årtier eller endda århundreder, er der altid enkelte vinentusiaster, som formår at skabe noget af deres eget i et så konkurrencepræget terroir. Jeg tænker straks på Sylvain Pataille, som startede med en hektar vinstokke i Marsannay i begyndelsen af 2000'erne, viste sig at være meget ivrig efter at eksperimentere og nu er appellationens stjerne. Drevet af en besættelse af vores yndlingsdrik synes intet at være umuligt i vinens verden. Filmen er slut, vinen er løbet tør, og vinden har langt fra lagt sig. Af sted til kælderen efter en flaske Marsannay eller Aligoté fra Sylvain Pataille. Skål for ungdommen!
