Hvem husker filmversionen af musicalen "My Fair Lady", glimrende instrueret af George Cukor? Især scenen, hvor den elskelige slyngel Alfred Doolittle, før han gik under ægteskabets åg, havde en sidste god tid med sine kammerater. Da han ikke længere stolede på sin egen forstand, bad han dem: "Take me to the alteraron time!" og grublede sørgmodigt "There are so many snapps in London ...." ud fra den samme allerede retfærdigt tegnede "... how sssollich that in the few hours still manage ....".
Som vinelsker føler man sig fra tid til anden som den gode Doolittle. Der er så meget vin over hele verden, og mængden af vine, som man ikke kan smage og nyde, bliver større og større. Hvornår skal man drikke dem alle sammen? Og efter en vis mængde er selv den fineste tunge og den bedste næse ikke længere i stand til at skelne en Montrachet fra en Montsant.
Man kan ikke engang prøve alle vinene i et dyrkningsområde. Medmindre det f.eks. er den provencalske Bellet. Man kan klare de ca. 30 vinbønder. Det er i øvrigt det hele værd. Hvis du nogensinde skulle være der. Forlad Nice i retning af Menton og følg Route de Bellet. Du finder ikke disse vine nogen steder uden for Nice.
Det er et sidespring. Desuden kender jeg heller ikke løsningen på dette problem.
Det eneste, der hjælper ...
... er simpelthen at prøve noget nyt en gang imellem. Opdage et nyt dyrkningsområde, en vinbonde, hvis vine du aldrig har prøvet før, eller en druesort, som du tidligere har undgået af en eller anden grund. Druesorter som Trollinger eller Chasselas er som regel et godt valg. Så bare kom ud af dine gamle vaner! Eller du kan spørge din betroede vinhandler: "Hvorfor pakker du ikke en flaske til mig, som du tror, jeg vil kunne lide, eller som jeg burde have drukket mindst én gang?" Jeg har allerede lært mange vidunderlige vine at kende på den måde, bl.a. Calendal (kan du huske den?).
Ved denne lejlighed kom jeg til at tænke på et af de ordsprog, hvor erfarne sommelierer skal huske deres gode manerer for ikke at kaste rundt med vinkortet eller proptrækkeren: "Jeg drikker ikke Chardonnay! Jeg kan ikke lide det! Men jeg kan godt lide Chablis!" Jeg behøver ikke at forklare fejlen for dig, vel?
Hvis du af en eller anden grund endnu ikke har fået taget dig sammen til at se nærmere på Chablis (jeg hører, at der er nogle. Jeg kender folk, som aldrig er kommet længere end til Rheingauriesling i deres liv, og som stadig ikke har fået taget sig sammen til det), så er mit råd det samme, som jeg altid giver i sådanne tilfælde: Gå til vinen oppefra og ned. Start med en højt klassificeret, meget godt bedømt og - nogle gange kan det være lidt dyrere - dyrere vin. Med benchmark, så at sige. Senere, når du kender dig selv lidt bedre, udvider du din søgning, og så ved du, hvilket benchmark du skal sætte. Hvordan vinen skal være.
At blive hos Chablis
2012 Chablis Grand Cru "Le Clos" fra Patrick Piuze ville være et rigtig godt valg. På dette tidspunkt er de brokkende krokodiller selvfølgelig lige så sikre som amen i kirken på at komme ud og råbe "barnemord!" En vin som denne skal have lov til at modne i 10 år, før den viser sin fulde klasse. På en måde har de selvfølgelig ret, men en vin, der vil være rigtig god om 10 år, kan ikke være dårlig i dag. Og man vil gerne have en idé om, hvad der venter af lækkerier de næste par år. Hvilket selvfølgelig betyder, at du hellere må lægge mere end én flaske ned. For 2012'eren vil helt sikkert ikke eksistere om 10 år. Der vil ikke blive produceret så mange flasker.
Og nu hælder jeg denne vidunderlige vin op i mit glas, nyder dens elegante gule farve med gyldne og grønne refleksioner og dufter den fortryllende aroma, der stiger op fra det store glas. Hvad angår glasset, anbefaler jeg et stort et af slagsen, som man ville bruge til en Pinot Noir af høj kvalitet, f.eks. et Bourgogne-flagskib (almindeligvis kendt som en guldfiskeskål).
Duften af friske urter, saftige, syrlige frugter som stikkelsbær og grønne mirabeller dukker op sammen med en let mineralsk note, ikke så intens og dominerende som den ofte svovlholdige, mineralske flintnote i store Bourgogner, mere delikat, mere antydet end formuleret. Senere overlejres frugten af en blomsteragtig note af nyudsprungne pæoner.
I munden bliver både forholdet til de store Montrachets og forskellene tydelige. Smeltende og alligevel fast i munden, elegant som en Puligny og kompleks, der leger med en hel kurv fuld af lyse bær og frugter: lime, mirabelleblomme, stikkelsbær, solbær. Poleret og tæt i munden. Den er også salt, jeg kan sagtens forstå John Gilmans association med tomme østersskaller, lidt lime, lidt havsalt kombineret med en klar friskhed. På ganen er den mineralske note klarere, mere defineret, mere udtryksfuld. En monolit! Jo længere du drikker, jo tættere og mere intense bliver smagene.
Den ønologiske sandhed, at kvaliteten af en vin først og fremmest kan måles på længden af dens eftersmag, bekræftes her på bedste vis. Bølgen af frugt, krydderier og mineralske smage fylder munden og halsen og er stadig til stede minutter senere.
Hold da op! Sådan kan vin være. Det er sådan, vin skal være. Breathtaking, siger de i England, hvilket lyder meget mere passende end breathtaking. Og vi ses igen om 10 år!
