Vine fra Saint Julien

Det er der flere grunde til: Med kun 910 hektar er Saint-Julien den mindste af top-appellationerne i Médoc. Næsten alle vinmarkerne her ligger på et enkelt grusplateau i umiddelbar nærhed af floden. Så der er ikke de store forskelle her, når det gælder terroir. Subtile forskelle dukker kun op, hvis man ser meget nøje efter. Så opdager man, at vinene i den nordlige del af appellationen, på grænsen til Pauillac, er lidt mere maskuline end vinene fra den sydlige del af grusplateauet. Billedet ændrer sig også inde i landet mod Saint-Laurent. Terroiret bliver mere heterogent, efterhånden som andelen af grus i jorden falder. Som i Margaux eller Pauillac er grusjorden dog også umiskendelig i Saint-Julien. Blandet med ler og lidt sand giver jorden et ideelt grundlag for vidunderlige vine. Cabernet Sauvignon føler sig især hjemme her, hvor druesorten kan udfolde sit fulde potentiale. Med lidt Merlot og Cabernet Franc sørger slottene for den rette balance - endnu en grund til Saint-Juliens store charmefaktor.

Årsag nummer tre er selve vingårdene. 80 procent af slottene blev klassificeret som enten 2ème, 3ème eller 4ème cru i vinmarksklassifikationen fra 1855. Der er dog ingen 1er og 5ème Crus og kun meget få Cru Bourgeois. Selv om ingen vingård nåede op i den absolutte topliga i 1855, viser klassifikationen alligevel det høje niveau, som Saint-Julien arbejdede på allerede for 170 år siden. Meget lidt har ændret sig den dag i dag. "En Saint-Julien harmonerer kraft og fin duft med en unik blødhed og sætter dermed standarden for alle Bordeaux-vine - hvis ikke toppen", skriver Hugh Johnson.

Højdepunkterne lurer overalt i Saint-Julien. Fyrværkeriet begynder, så snart man kører ind i byen ad Route départementale 2. Lige ved indgangen til Saint-Julien ligger den smukke ejendom Château Beychevelle, hvis vin bærer den karakteristiske båd på etiketten. For at ære grundlæggeren af ejendommen, en admiral, tog de forbipasserende skibe på Gironde deres sejl ind i det 17. århundrede. Udtrykket "baisser les voiles" ("sænk sejlene") blev til "Beychevelle". 2ème Cru-slottet Ducru Beaucaillou, som ejes af Jean-Eugène Borie, ligger lige ved siden af Beychevelle. Kun omkring en kilometer adskiller vinmarkerne her fra Gironde. Robert Parker beskrev engang Ducru Beaucaillou som "kvintessensen af elegance, symmetri, balance, race, klasse og udmærkelse". Længere inde i landet vest for Beychevelle og Ducru Beaucaillou ligger Château Saint-Pierre, den mindste og mindst kendte af de klassificerede ejendomme i Saint-Julien. I umiddelbar nærhed dyrker det uklassificerede Château Teynac sine 12,5 hektar. Her produceres vine med et genialt forhold mellem pris og nydelse. Nøgleord stor vin til små penge: I den allervestligste udkant af Saint-Julien ligger Château La Bridane, en cru bourgeois, som sammen med Gloria og du Glana ligger i forreste række af de klassificerede vækster. På 15 hektar producerer de to familier Blancan og Saintout vine med en næsten burgundisk finesse. Lidt syd for Teynac ligger ejeren Jean Merlauts 2ème Cru Château Gruaud Larose. Med 82 hektar er vingården en af de største i Saint-Julien. Længere inde i landet bliver ejerstrukturen i appellationen større. I Saint-Juliens bagland ligger to vingårde, Lagrange (3ème Cru) og Talbot (4ème Cru), hver med over 100 hektar vinstokke. Disse to slotte tegner sig for mere end en femtedel af det samlede areal i Saint-Julien.

Langt den største vingård i Saint-Julien indtil midten af det 19. århundrede var "Léoville"-ejendommen, som gradvist blev opdelt i tre underejendomme. Alle tre blev klassificeret som 2ème Cru i 1855. I dag er Léoville-Las-Cases den største vingård, der er udsprunget af Léoville. Den ligger i den aller nordligste del af Saint-Julien, og dens muromkransede vinmark, en Clos, grænser direkte op til Château Latours vinmark i Pauillac. Vinene her er tilsvarende epokegørende: meget tætte, ekstremt aromatiske og umådeligt lagringsdygtige. Léoville-Poyferré er den midterste af de tre sub-distrikter. Den har været ejet af Cuvelier-familien siden 1920. Didier Cuvelier har forvaltet ejendommen siden 1979, og Poyferré rådgives af Michel Rolland. Léoville-Barton fuldender cirklen af Léoville-ejendomme. Den har tilhørt Barton-familien siden 1821, som også ejer Château Langoa-Barton. Frugten her er generelt noget mørkere og mere overdådig end i de to andre Léovilles.

I Saint-Julien, lige bag 1er Cru-opstillingen, er der virkelig gang i den. En ny udgave af 1855-klassifikationen vil sandsynligvis ruske op i tingene. 2èmes i Saint-Julien har i årevis kæmpet ikke kun om kronen inden for appellationen, men også om status som en hemmelig Premier Crus. I sidste ende fortjener de det alle sammen, fordi de alle sammen legemliggør Saint-Juliens arketypiske karakter på en legende måde: så charmerende, så indtagende, så engagerende!