Man skal vide, hvor Jerome Bressy er på vej hen. Hvor vil han hen? Hvad er hans stil? Jerome laver ultrafine vine, vine i den raffinerede stil af Cabernet Francs. I denne blomstrede stil. Afhængigt af årgangen bruger han 12 til 14 forskellige druesorter, som er historisk dokumenteret her i Rasteau, og han bearbejder sine små 15 hektar minutiøst, næsten med en neglesaks. Enkeltmarksdrift, delvist upodede. Denne historiske sammensætning af druesorter er siden blevet forbudt af appellationsmyndighederne. Nu er den kun nedgraderet til bordvin. Men det er Jerome fuldstændig ligeglad med. Ingen kompromisser, ligesom terroiret og vinstokkene, siger vinmageren. Terroiret er typisk Rasteau-jord. Argilo calcaire. 50% Grenache, resten deles af Carignan, Mourvedre, Counoise, Syrah, Vaccarese, Cinsault og Terret Noir med et par andre gamle vinstokke. I 2014 var der f.eks. mest Grenache, men i andre år, som f.eks. 2013, var der mest Mourvèdre, fordi Grenache ikke var så god. Alle vinproducenter i Rhône og næsten alle vinproducenter i Bourgogne kender Jerome, fordi han er så enestående en person. Hvad er hans hemmelighed? Ligesom de bedste vinbønder i Loire afstilker han aldrig. Hvis en årgang ikke er god nok, som den røde 2013, laver han den simpelthen af endnu mindre udbytte - han er som Clos des Papes, kvaliteten bevares altid! Eller han laver en rose en gang imellem. Men ellers er alt, hvad han laver, fantastisk. Vi har nu flere årgange i træk, hvor vinstokkene ikke bare bliver ældre og ældre, men hvor Jerome også kender sin vinmark bedre og bedre. Vi har nu også klimatiske forhold, der har ført til, at Rhône har taget endnu et markant spring i varme og tørhed i de seneste år, samt et spring i kvalitet. Udbyttet hos de bedste vinbønder bliver mindre og mindre. Derudover skaber denne mester i detaljeret arbejde i vinmarken, den biodynamiske vinproducent med denne virkelig ekstreme arbejdsmoral, vine, der er som noget fra en anden planet. Jeg kan kun sammenligne denne vinmager med Eric Jeanneteau fra den lille 1,5 hektar store vinmark Tertre de la Mouleyre i Saint Emilion. Jeg tror, at af alle mine vinmagere, selv før Clos Louie, er Leandre Chevalier og Coutet de to skøreste pedanter og de mest ekstreme biodynamikere, jeg har i min portefølje. Der er ingen bedre måde at udtrykke vine fra det respektive terroir og druesort på end disse to i deres totale selvudnyttelse. Disse to mestre er muteret til vinstokke! I det sydlige Rhône er 2017 stort set en gentagelse af 2016, masser af kraft, utrolig tæt, rig, men finere end 2016, tanninerne er noget mere polerede. 2016 er utrolig tæt, intens og kraftfuld, 2016 har bestemt brug for år, årtier faktisk, for at vise sit fulde potentiale, både hvid og rød. 2017 er også en vin med lang levetid, men tanninstrukturen er mindre massiv, tanninerne er endnu mere silkeagtige, mere polerede. Tro det eller ej, men efter et så fantastisk år som 2016, der betragtes som århundredets årgang, er 2017 faktisk et endnu mere spændende år i det sydlige Rhône. For drikkeligheden, saftigheden er noget højere, og man skal tilbede vinene lidt mindre end i 2016, og alligevel er 2017 klart bedre end 2015'erne. Og så kommer den uhyre koncentrerede og rige 2018, så generøs, at den først blev anset for salgbar af Jerome efter mere end 4 års lagring på store træsorter og først blev tappet på flaske i 2023. Man kan ikke sige, at den blæser de store forgængere fra 17, 16 og 2010 af bordet, 2018 er bare indgangen til en ny dimension. Grenache er igen den dominerende druesort i denne meget komplekse vin, som består af over 10 forskellige druesorter. Derfor finder vi hindbær, lidt jordbær, rød blomme, morbær, hyldebær, fede brombær, tørrede blåbær, figen, dadler, tjære, goudron, friske ribs og surkirsebær er til min forbløffelse også en dominerende, lys lakrids, mynte, mentol, der udstråler utrolig varme i denne tårepersende søde aroma. I munden er den hverken en fortsættelse af 2015 eller 2016, men snarere en gentagelse af den varme 2017 med endnu mere tæthed og rige, silkeagtige, vellykkede tanniner. Et brag af en vin med et strålende drikkeflow i denne utroligt smukke varme, denne fantastisk søde, frugtbetonede krop og i denne høje, næsten eksplosivt tætte intensitet. Sød, frugtagtig, tæt, mineralsk og lang. Smørbløde tanniner, intet gør ondt, intet er grønt, alt er langt og rigt og sødt. I munden og på næsen er smagene simpelthen vanvittige, hindbær, jordbær, blomme med en let karamelagtig honningsødme nedenunder. Næsten lidt orientalsk i smagen. Som i 2017, et orgie af skønhed og smag, bare endnu tættere og, overraskende nok, endnu finere og mere levende. Jeg har aldrig smagt en mere perfekt og bedre vin fra det sydlige Rhône; den er på niveau med Beaucastels Hommage a Jacques Perrin og Pegaus Da Capo. En vin for øen. Utrolig og utrolig god værdi for denne ekstraordinære præstation. 100+/100
