Fejlslutninger om vin del 3

Men her har jeg det med procenterne. I ni ud af ti tilfælde kommer hovedpinen efter at have drukket vin fra den mængde vin, der er blevet drukket. Det er ligegyldigt, om man drikker en eller flere vine eller øl og vin eller øl, vin og spiritus på samme tid, når man når en vis mængde, får man hovedpine og/eller ondt i maven. Det skyldes, at alkohol udvider blodkarrene i hjernen, hvilket fører til smerter. Alkohol er også dehydrerende, dvs. at det udtørrer kroppen, hvilket også fører til hovedpine og svimmelhed. Derfor bør man drikke mindst et glas vand for hvert glas vin for at kompensere for tabet af vand (husk: vin for smagens skyld og vand for tørstens skyld). Nogle mennesker oplever denne effekt hurtigere end andre.

Men hvis du allerede har hovedpine efter at have drukket en meget lille mængde alkohol, kan det meget vel skyldes visse ingredienser. I de færreste tilfælde skyldes det dog svovl. Oftere er histaminer ansvarlige for ubehaget, dvs. histaminintolerance. Hvis man har en sådan intolerance, kan man heller ikke tåle modnet (hård) ost, så man bør føle sig særligt utilpas efter en osteplatte med (rød)vin. Statistisk set er det dog kun ca. 3 % af befolkningen, der lider af dette.

Endnu færre mennesker har svovlintolerance. Det er dog meget nemt at finde ud af, om man er intolerant over for svovl. Folk, der er allergiske over for svovl, kan heller ikke tåle tørret frugt og ristede nødder.

Stress er dog også langt hyppigere skyld i, at man får hovedpine, selv efter at have drukket bare lidt vin.

I princippet ja, vil Radio Yerevan nu svare. Men for at kunne kategorisere betydningen af en pris eller bedømmelse skal man vide præcis, hvem der uddeler den, hvilke vine der er blevet testet i alt, og hvilke standarder der er blevet anvendt i evalueringen. Der siges at være arrangementer, hvor man får den første Bebberl på flasken bare for at deltage.

Selv Parker-point fortæller dig i første omgang kun, at vinen blev smagt af en vis Robert M. Parker, en advokat fra Maryland, og at han kunne lide den eller ikke kunne lide den, eller at han syntes, den var god eller dårlig (afhængigt af, om vinen fik 72 eller 95 point). Det er endnu ikke klart, om du kan lide vinen.

Det er derfor, der står mere end 100 point i beskrivelserne. De giver dig mulighed for at sammenligne vinen med beskrivelsen (og vurderingen) og finde ud af, om du er enig i beskrivelsen eller ej. Og efter en vis træning kan vurderinger fra forskellige vinkritikere være ganske nyttige, fordi du ved, hvad der får bedømmerne til at "tikke", og hvordan du er enig eller uenig med dem, og ud fra dette kan du udlede, om du vil kunne lide en vin baseret på beskrivelsen. Men det er altid bedre at prøve den selv.

Jeg kan altid få meget ud af anmeldelserne fra chefen her, fordi jeg har en vinsmag, der minder meget om hans. Selv om jeg synes, at han nogle gange scorer lidt for højt. Men han har forklaret det fantastisk her, og det kan jeg komme videre med.

Der er dog også masser af vidunderlige vine, som ikke har point, stjerner, mønter eller makroner, de er bare som regel lidt sværere at finde. Og de koster ofte endnu mindre end deres højt dekorerede kolleger.

Den gode Pedro. Så hvis nogen snart fortæller dig, at de har drukket den seneste årgang af den berømte spanske vinproducent Pedro Ximénez, så kan du være sikker på, at du har at gøre med en lille pralhals. Eller en, der enten tester dig eller tager pis på dig. Så tag det roligt.

Pedro Ximénez er en hvidvinsdrue, der dyrkes i Spanien, især i Andalusien, og er en af de klassiske blandingspartnere for sherry. Ifølge legenden har den fået sit navn fra en spansk soldat, som bragte den fra Holland til Spanien i det 16. århundrede. (Bliv ikke overrasket, for der blev dyrket meget vin i Holland og Belgien fra romertiden og frem til det 17. århundrede). Andre kilder hævder, at manden var en tysk soldat ved navn Peter Siemens, og at navnet blot blev "spanificeret".

I en nøddeskal: nej! Tandsten dannes, når mineralerne kalium og calcium i vinen reagerer (normalt ved meget lave temperaturer) med syren i vinen og danner krystaller. Det er en helt naturlig proces, som ikke har nogen som helst indflydelse på vinens smag, udseende eller holdbarhed. Og slet ikke på kvaliteten. Og hvis man ved et uheld kommer til at drikke et par korn af det, er det ikke noget problem. I øvrigt skal tartrat ikke forveksles med bundfald, som er to forskellige ting. Bundfald omfatter dødt gær, garvesyre og farvestoffer, som samler sig i bunden af flasken, og som tilbageholdes ved dekantering før skænkning. Ligesom tandsten er bundfald en naturlig kemisk proces og ikke en fejl.

Du tager dine første håbefulde skridt ind i Bordeaux' store og vidunderlige verden og har allerede lært, at de fleste af de klassificerede ejendomme (og en hel del af crus bourgeois eller artisanaux) producerer en andenvin. Det er som regel en enklere og frem for alt billigere vin end førstevinen. Den kommer som regel fra yngre vinstokke eller fra mindre prestigefyldte vinmarker.

Og så, mens du slentrer gennem vinafdelingen i dit yndlingssupermarked, opdager du Mouton Cadet i Bordeaux-afdelingen. Selvfølgelig var du opmærksom i fransktimerne dengang og oversatte "den yngre Mouton" eller "Mouton Junior" uden fejl. (I øvrigt bør alle, der hævder, at de aldrig nogensinde går gennem vinafdelingen, når de besøger supermarkedet, hurtigt tjekke, om deres næse er vokset og føles lidt træagtig). Og så et kig på prisen. Omkring 12 euro! (Undskyld, jeg kan ikke huske den nøjagtige pris, men jeg tjekker igen i morgen, når jeg handler). Og der står også Baron Philippe de Rothschild på etiketten! Det er (eller var, må han hvile i fred) Mouton-Rothschild og ikke den fra Lafite-linjen. Heureka!

Onde tunger insinuerer, at Baron Philippe de Rothschild havde øje for denne Mouton-effekt, da han opfandt navnet. Men det er på ingen måde tilfældet. Allerede i 1927 lancerede han på grund af den dårlige årgang en anden vin, Les Carruades de Mouton. Det var dog ikke nogen stor succes, og Rothschild afviste i første omgang ideen om en andenvin. Da de følgende høstår også var ret beskedne, ønskede Rothschild ikke, at de skulle bære det fornemme navn Mouton Rothschild, og så blev Mouton Cadet født. Årgangene blev markedsført under dette navn.

I dag er Mouton Cadet hverken mere eller mindre end en solid, rimelig typisk basisvin lavet af indkøbte druer og industriel produktion. Ikke en eneste drue kommer fra Mouton Rothschild-vinmarkerne. Og de 15 millioner flasker, der produceres hvert år, yder bestemt et betydeligt bidrag til Rothschild-firmaets omsætning og overskud. Det gør Mouton Cadet til en af de bedst sælgende vine i verden.

I øvrigt tilhører Château Clerc Milon også Rothschild-firmaet og er ikke andenvinen, men en klassificeret ejendom i sin egen ret.

Andenvinen fra Château Mouton Rothschild hedder Le Petit Mouton de Mouton Rothschild.

For det første har alle, jeg har talt med om dette fænomen, spurgt mig, hvad problemet er med at tømme en flaske champagne sammen med to personer, så spørgsmålet om skeen slet ikke opstår. Sir Anthony Barton, som jeg beundrer meget, skulle jo engang have sagt, at en magnum (Bordeaux, en Léoville-Barton selvfølgelig) er den helt rigtige mængde for en enkelt herre, forudsat at han drikker en flaske champagne først og en flaske Sauternes bagefter. Han har sikkert også tænkt sig at ryge en cigar til sauternesen. Helt politisk ukorrekt i disse dage med ren mad og sundhedsmani. Med denne livsstil, som han har tænkt sig at fortsætte med et par år endnu, har Anthony trods alt allerede nået en alder af 85 år.

Men jeg kommer ind på noget andet: Når ingen har lyst til at drikke et glas mousserende vin eller champagne, men flasken endnu ikke er tom, kommer der altid nogen forbi, tager en (sølv)ske og stikker den ned i flaskehalsen. De hævder, at det forhindrer kuldioxiden i at slippe ud af væsken. Hvis den stadig er forsvundet næste morgen, når du tager flasken ud af køleskabet til en livlig champagnemorgenmad, så er det noget andet, der er skyld i det. For det er sandt med skeen. Det er det virkelig. Siger min onkels sekretærs kusine - hendes nabo, for at være helt præcis.

Prøv det nu! Den virker ikke. I teorien er der en vis fysisk effekt. Men den er så lille, at den faktisk ikke finder sted. Så ske-tryllekunstnerne har den lille tilfredsstillelse at have lidt ret i teorien, men i virkeligheden er der ingen kuldioxid tilbage i flasken.

Det er rigtigt, at jo varmere en champagne (og selvfølgelig mousserende vin) bliver, jo hurtigere opløses kuldioxiden fra væsken. En kold ske vil derfor køle væsken lidt ned og bremse denne proces, men ikke stoppe den. For at gøre dette skal skeen alligevel være i kontakt med væsken, så flasken skal stadig være halvfuld. Der er dog gået nok tid på en nat til, at kuldioxiden kan slippe langsommere ud af flasken, forbi skeen og ud i køleskabet.

Til åbnede flasker mousserende vin findes der fine kapsler, som man kan sætte på, og som forsegler flasken tæt. De fungerer normalt pålideligt. Men nogle gange hopper de af flaskehalsen i køleskabet om natten og ned i smørret. Det sker altid, når man dumt nok glemmer at sætte låget på smørskålen. Men selv i dette tilfælde kan en mousserende vin eller champagne stadig gøre et godt stykke arbejde ved at give saucer eller sauerkraut det sidste smagskick.