Gran Reserva som udtryk virker allerede på en eller anden måde sublimt og specielt, når man læser det. Som en ære eller endda en udmærkelse for en vin i vores tilfælde...
En vin, der har opnået noget vovet, ligger nok ikke bag. Det er derimod en vin, der har gjort sig fortjent til titlen med tiden og lagringen. I jargonen kan sidstnævnte sagtens sidestilles med en ædel gerning. En Gran Reserva-vin kommer normalt fra Spanien. Den kan være rød. Så taler vi om druesorter som Tempranillo, Cabernet Sauvignon eller Garnacha. Hvilke druer, der er i flasken, spiller dog i sidste ende en underordnet rolle her. Det, der er vigtigt, er tiden i fadet og derefter i flasken.
Det starter med Crianza-vine. De lagres i mindst 24 måneder, heraf 6 måneder på barrique-egetræsfade. I Rioja og Ribera del Duero kræves der endda 12 måneders fadlagring. Herefter følger Reserva-niveauet for rødvine, som lagres i alt 36 måneder, heraf 12 måneder på fade. Vi taler om Gran Reserva, så snart en modningsperiode på 60 måneder er nået. Heraf er 18 måneder igen på egetræsfade, og 24 måneder i henholdsvis Rioja og Ribera de Duero. Flaskerne kommer tidligst på markedet efter 5 år. Hvidvine fremstilles normalt af Viura, Malvasia eller Garnacha Blanca. Her er en kort liste over lagringsperioderne for de hvide vine for fuldstændighedens skyld. Crianza: 18 måneder, 6 måneder på fad. Reserva: 24 måneder, 6 måneder på fad. Gran Reserva: 48 måneder, 6 måneder på fad.
I princippet er der tale om en kvalitetspyramide. Terroiret er mindre vigtigt her end i Bourgogne. Der ville toppen være en Grand Cru fra et bestemt sted. Ifølge den spanske pyramide handler det om lagringsperioden. I Rioja, Navarra, Ribera del Duero og lignende er arbejdet i kælderen eller vinmagerens arbejde særligt vigtigt. Næsten alle topvinmagere, selv uden for Spanien, vil støtte teorien om, at store vine har brug for tid til at udvikle sig. Men ofte får de ikke tid nok. Mange vine kommer for hurtigt på markedet og bliver drukket endnu hurtigere af kunderne, fordi der som regel mangler viden, og trangen til at åbne vinen med det samme er forståeligt nok stærk. Men det kan give bagslag. Vinen er måske ikke engang klar til at blive drukket, og tanninerne kan være mere en tortur end en velsignelse.
Han fik ikke engang en chance. Det teatralske er taget ud: Vinbønderne i Spanien yder en service til forbrugerne ved at foretage en stor del af lagringen for os.
På trods af al mulig kritik af dette system er det et af de store plusser. Derfor er store spanske Gran Reserva-vine som regel allerede en fornøjelse, når de kommer på markedet. Tanninerne er smeltet fløjlsagtigt væk, og vinene er mere harmoniske og raffinerede. Det er derfor så meget desto mere forbløffende, at de helt klassiske Gran Reservas fra Ygay til Tondonia eller Rioja Alta er blandt de mest lagringsdygtige vine i verden; mange årtier er slet ikke noget problem i gode år. Det er ikke ualmindeligt, at de bedste Gran Reservas overlever selv Grands Crus i Bordelais. Man kan opleve store vinøse øjeblikke med gamle Gran Reservas, men selv de, der lige er kommet på markedet, er en vidunderlig fornøjelse.